Et datacenter er et meget stort rum fyldt med computere, der er samlet i et stort netværk og koblet til internettet.
Computerne lagrer ofte de data, som populært sagt ligger i skyen. Jo tættere datacenteret er på brugerne, jo hurtigere går det med at gemme informationer i skyen fra for eksempel en iPhone.
Når Apple går i gang med byggeriet i Viborg, vil de sandsynligvis konstruere bygningen først og så langsomt fylde de enorme haller op med computere, i takt med at behovet er der.
Kan ikke betale sig at reparere
Datacenteret bygges op af endeløse rækker af computere kaldet servere. De er specialproducerede til at sidde i et datacenter og er meget stabile.
Fordi der er så mange computere, kan det ofte ikke betale sig at reparere dem. Når en computer dør, slukker man bare for den. Når tilstrækkeligt mange computere i en række er døde, skiftes hele rækken samtidigt.
Moderne datacentre er i mange tilfælde opbygget af shippingcontainere, som er fyldt med computere. Containerne er koblet sammen via kabler og kan så tilføjes og fjernes hen ad vejen. På den måde undgår Apple at have mange mennesker gående, som skal vedligeholde computerne.
Varmen ikke et problem
De mange tusinde computere bruger enorme mængder strøm, og den strøm bliver konverteret til varme af computernes processorer eller hjerner, om man vil.
Varmen bliver normalt fjernet af store køleanlæg, men i et tempereret land som Danmark, vil meget af kølingen foregå med almindelig luft. Kun om sommeren vil anlæggets kølesystem arbejde.
Kilde: Peder Bank, adm. direktør i Interxion Danmark og it-debattør Poul Henning Kamp