Forsker: Realkredittens problem er for lidt konkurrence

Realkreditselskaberne siger én ting, men gør noget andet, hævder forsker i debatten om bidragssatserne.

Sidste år betalte boligejerne 18,4 milliarder kroner i bidragssatser, som er beløbet, realkreditinstitutterne opkræver for at administrere lånenene. Det er en stigning på 60 procent i forhold til 2010. (Foto: © Home- DR johnny Krone)

Det er nye toner fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, når han mandag går offensivt ud i medierne og retter opmærksomheden mod de bidragssatser, som realkreditsektoren har forøget kraftigt de seneste par år.

Det fortæller Lars Krull, der er seniorforsker ved Aalborg Universitet.

- Det er interessant at høre ministeren sige, som han gør, for tilbage i oktober tilkendegav han i forbindelse med realkreditsektorens årsmøde, at højere bidragssatser var svære at undgå, hvis selskaberne skulle polstre sig, som de er blevet pålagt det, siger forskeren.

Selskaberne har snydt på vægten

Han mener, det er fornuftigt af realkreditselskaberne at lægge til side og styrke kapitalberedskabet. Men han mener også, at selskaberne har snydt lidt på vægten.

- De er jo kun blevet fedet op med halv kraft, for da de satte bidragssatserne op, øgede de også den provision, som de sender videre til bankerne, siger Lars Krull.

Opfordring: Øg konkurrencen

Han mener, at erhvervs- og vækstministeren bør interessere sig for, om konkurrencen i realkreditsektoren kunne fungere bedre. Blandt andet ved at kigge på de videreformidlingsaftaler, som banker og realkreditselskaber har indgået.

- Striden mellem Jyske Bank og Nykredit har jo vist, at det er svært for den samme bank at have konkurrerende produkter på hylden.

- Hvis man som bankkunde, der skal have et boliglån, beder om at få et tilbud fra et alternativt realkreditselskab, som banken ikke har en aftale med, får man lov til at betale for det, for det tjener banken ikke noget på, siger Lars Krull.

Det samlede beløb, som boligejerne har betalt i bidrag til realkreditsektoren, er ifølge Jyllands-Posten på få år steget mange gange mere, end det samlede udlån er.

/ritzau/