Danmarks Nationalbank har fra midten af januar oplevet et massivt pres fra internationale investorer, som håber på at kunne bryde dansk fastkurspolitik ved at investere massivt i den danske krone.
Spekulanternes spektakulære overgreb på den ellers faste kronepolitik er ikke gået udenlandske medier forbi. Aktionen ligner den, der i januar fik den schweiziske nationalbank til helt at opgive loftet for schweizerfrancen, som ellers har været fastlåst siden september 2011.
Kan Danmark lykkes?
Nu er det blevet den danske krones tur til at blive opkøbt af spekulanter og kommentatorers tur til at overveje, om den danske krone ligeledes risikerer at gå igennem loftet.
BBC's erhvervsredaktør, Linda Yueh, skriver under overskriften"Kan Danmark lykkes, hvor Schweiz fejlede?" om de iøjnefaldende manøvrer, Nationalbanken har foretaget den seneste tid:
- Danmark har taget nogle usædvanlige skridt for at forsvare kronen. Overraskende har landet suspenderet al salg af statsgæld for at lukke døren for, at investorer kan købe valuta, skriver hun og roser dansk økonomi for ikke at være bundet op på spekulation i samme grad som Schweiz, som hun kalder et "safe haven" (sikker havn).
Det danske marked er uinteressant
Til det amerikanske erhvervsmedie CNBC fortæller Andreas Kenningham, økonom hos Capital Economics, at "risikoen for, at Danmarks Nationalbank kapitulerer og lader kronen tilpasse sig er meget fjern."
I artiklen hæfter økonomer sig ved, at Danmark ikke er nær så attraktiv en økonomisk sikker havn som Schweiz:
- Det er nemt at parkere dine milliarder på en schweizisk bankkonto, uden at der stilles spørgsmål i en tid med stor risiko, fortæller Jan Randolph, leder af IHS Economics' risiko-afdeling.
Han tilføjer, at der simpelthen ikke er kontante betalingsmidler nok i Danmark til, at landet er interessant at placere penge i:
- Danmark er ikke attraktiv som 'safe haven' på grund af de mindre, snævre og knapt så likvide markeder. Det er nødvendigt, hvis du har brug for at komme hurtigt ud igen, siger Jan Randolph til CNBC.
Den dybe tank i Nationalbanken
Det amerikanske nyheds- og markedsdatabureau Bloomberg hæftede sig tirsdag ved den danske nationalbanks melding om, at der ikke er grænser for, hvor stort opkøbet af udenlandsk valuta kan blive.
Nationalbankens valutareserve steg i januar måned til rekordhøje 564 milliarder kroner for at imødegå investorernes pres.
Ifølge den svenske bank SEB, er der intet til hinder for, at valutareserven kan ryge op på 1,5 billioner, står der i artiklen.
- Der skulle derfor være god plads til at øge interventionerne i valutamarkedet, siger SEB-chefstrateg Johan Javeus til Bloomberg.
Danske økonomer og investeringseksperter er ikke i tvivl om, at den danske kronekurs vil stå imod den flod af international valuta, som er strømmet til den danske krone.