Virksomhed har plads til 40 nye ansatte: Håber ECB-penge kan give råd

Mindst 500 milliarder euro forventes at komme i omløb i det europæiske marked indenfor de næste par år. I Helsinge-virksomheden Linimatic håber man, at det vil skabe job i Danmark.

Case-virksomhed Linimatic i Helsinge håber på at kunne ansætte flere, når ECB forsøger at sætte skub i økonomien. (Foto: © DR Nyheder)

En vitaminindsprøjtning på mange milliarder euro skal sætte fut i den europæiske økonomi. Det er i hvert fald ideen bag den historisk store redningsplan, som det forventes, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sætter i værk senere torsdag.

I virksomheden Linimatic i Helsinge, som producerer støbt metal til kunder over hele kloden, kan sådan et økonomisk boost betyde øget vækst og flere arbejdspladser.

- Vi vil meget gerne vækst, og vi vil meget gerne vækst i Europa, siger direktør Jacob Himmelstrup til DR Nyheder.

- Vi har plads til 80 medarbejdere

Hvis man spørger Jacob Himmelstrup er der både behov for vækst og risikovillig kapital til små og mellemstore virksomheder som Linimatic. I Helsinge-virksomhedens tilfælde er der særligt behov for kapital til markedsføring af virksomheden på det europæiske marked.

Men det er ikke kun for Linimatic, at de mange euro-milliarder kunne komme til at betyde flere arbejdspladser, mener han.

- Vi har 80 omklædningsskabe, men vi har kun 40, der er i brug. Så vi har i den grad mulighed for at vækste, uden at vi skal købe en ny fabrik eller købe nye maskiner, siger han.

- Og der er rigtigt mange, der ligner os, størrelsesmæssigt og potentialemæssigt, så der er rigtigt mange arbejdsplader i det, hvis vi løser knuden med at få virksomhederne op i gear og får sikret noget vækst.

Håber ikke milliarderne ender i bankboksen

Kort fortalt går ECB's plan ud på, at de europæiske centralbanker skal bruge mindst 500 milliarder nytrykte euro-sedler til at købe statsobligationer i de europæiske banker.

De køb skal få renten til at falde på statsobligationerne og samtidig svække euroen og dermed gøre det europæiske marked mere konkurrencedygtigt.

Men de mange penge skal også fore bankernes kasser og gøre dem mere villige til at låne penge ud. Hos Linimatic er Jacob Himmelstrup spændt på, om pengene nogensinde når ud af bankboksen.

- Mange banker har jo allerede penge nok, men kan ikke få lov til at låne dem ud på grund af forskellige finanstilsynsregler og andre lovgivningsmæssige rammer, siger han.

- Så man har jo et håb om, at de her penge kan komme ud af bankerne og komme til gavn i erhvervslivet og ikke bare ender nede i bankboksen.