B&O-direktør: Det er os, der styrer bilen

Efter endnu et skuffende regnskab ser ledelsen i B&O sig nu om efter en køber eller i hvert fald en ny partner.

Det er os, der holder fast i rattet, og styrer denne her proces, siger administrerende direktør Tue Mantoni om et muligt salg af B&O. (© DR)

Topchefen i Bang & Olufsen, Tue Mantoni, er rigtig ærgerlig over dagens skuffende regnskab.

For trods af gode produkter og egentlig også efterspørgsel, kan B&O ikke levere varen - hverken til kunderne eller investorerne. Det betyder nu, at ledelsen har flaget et til salg-skilt eller i hvert fald et ønske om gerne at ville indgå i partnerskab med andre spillere på verdensplan.

- Der er ingen tvivl om, at vi er sårbare på grund af vores størrelse, siger den administrerende direktør til DR Nyheder.

Bølge af problemer

B&O landede et underskud for første halvår på minus 224 millioner kroner. Det gør ondt helt ind i virksomhedens sjæl, fordi B&O samtidig står med, hvad man selv mener, er en af de bedste produktlinjer, de nogensinde har haft:

- Vi kommer ud med et af vores stærkeste produkter nogensinde (et luksusfjernsyn på 55'', red.) men produktionsproblemer giver os finansielt nogle domino-effekter på tværs af hele virksomheden. Vi får ikke det salg, vi forventer, vi har højere omkostninger, fordi vi skal udbedre problemerne, og andre produkter bliver forsinket på grund af det her, forklarer Tue Mantoni om rækken af uheld, der skyllede ind i andet kvartal.

Vækst er ikke nok

Engang for ikke så længe siden mente B&O, at de kunne vokse sig ud af problemerne, men den vej er ikke gangbar længere, erkender topchefen.

- Der er ingen tvivl om, at vi ville godt have haft en størrelse på virksomheden i dag, der var større end den, vi har været i stand til at realisere. Vi har brug for et strukturelt eller strategisk skifte i virksomheden, siger topchefen, men understeger samtidig, han ikke mener, det haster.

Meget tidligt i forløbet

På spørgsmålet, om hvor langt B&O så er i forhandlinger med potentielle partnere, og hvem de egentlig forestiller sig at gå i tættere parløb med - eventuelt også gennem delt ejerskab, er det alt for tidligt at spå om, siger direktøren.

- Vi er meget tidligt i forløbet, og vi taler med dem, der henvender sig. Så det vigtigste er at sige, at vi selv sidder i bilen. Det er os, der holder fast i rattet, og styrer denne her proces. Og det gør vi grundigt. Det bliver en meget struktureret proces, hvor vi kigger det hele igennem og så kommer vi til at kommunikere, hvad vores anbefaling er og meget andet er der ikke at sige til det lige nu, forklarer han.

- Jeg tror på en stærk fremtid

Efter snart fire år som administrerende direktør i B&O - peger pilen nu på topchef Tue Mantoni. For med de manglende resultater på bundlinjen, hvor længe vil bestyrelsesformand Ole Andersen så fortsat mene, at Mantoni er den rette mand til jobbet?

Har du et lige så sikkert job i dag som for en måned siden?

- Der er ingen tvivl om, at jeg elsker mit job i Bang & Olufsen. Jeg tror, vi har en stærk fremtid i denne her virksomhed. I sidste ende er det jo bestyrelsen, der bestemmer, hvem der er den rigtige mand til jobbet, men jeg arbejder hver eneste dag som om, at det her er noget, jeg skal gøre i lang tid fremover, siger Mantoni.

Formanden Ole Andersen har ikke ønsket at lade sig interviewe i dag, men har senest før jul understreget sin tillid til den administrerende direktør.