Første gang i fem år: Eurozonen er ramt af faldende priser

Forbrugerprisindekset for eurozonen viser, at priserne bevæger sig nedad, og dermed er økonomien ramt af deflation.

Eurozonen er for første gang i over fem år ramt af deflation. (Foto: © Romolo Tavani, Scanpix)

Forbrugerpriserne i eurolandene faldt med 0,2 procent i december. Det er første gang siden juli 2009.

Europa har for første gang siden juli 2009 konstateret et fald i forbrugerpriserne.

Det viser tal, som EU's statistiske kontor, Eurostat, har offentliggjort, og som viser et prisfald på 0,2 procent sammenholdt med året før.

Dermed er der officielt deflation i euro-landene.

Olieprisen får skylden

Prisfaldet skyldes i høj grad oliepriserne, der har været nedadgående i længere tid.

Således var energipriserne i december hele 6,3 procent lavere end for et år siden, og det trækker det samlede indeks nedad.

Priserne på mad, alkohol og tobak var uændrede nøjagtigt som industrivarer, mens serviceydelser steg 1,2 procent i pris.

Forventningen blandt økonomer er, at de faldende priser vil fortsætte et stykke ind i 2015, og dermed øget presset på Den Europæiske Centralbank (ECB).

Her holder man møde 22. januar og vil i den forbindelse formentlig sætte gang i et større opkøbsprogram for at prøve at styrke den europæiske økonomi.

/ritzau/