Fra på torsdag kan Nordea-kunder låne penge til to procent

Nu er det sikkert: For første gang kan boligejere få et fastforrentet lån i 30 år til en rente på to procent.

Siden 1797 har danskerne kunnet låne penge hos realkreditinstitutter - og her mere end 200 år efter er renten nede på to procent. (Foto: © DR, DR)

Længe har det lydt på vandrørene:

En historisk lav rentesænkning er på vej - boligejere kan komme til at låne penge til to procent i rente.

Og nu bliver det til virkelighed: Siden 1797 har danskerne kunnet låne penge hos realkreditinstitutter - og her, mere end 200 år efter, er renten så nede på to procent.

Det er Nordea Kredit der som de første bekræfter lyden på vandrørene - og skriver i en pressemeddelse, at det netop er blevet besluttet, at åbne for et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag med en rente på to procent.

Boligejerne kan optage lån i serien fra torsdag den 8. januar 2015, og Nordea forventer, at obligationen vil handle i cirka kurs 96,5, i det nuværende marked.

- Det 30-årige fastforrentede boliglån med afdrag udgør hjørnestenen i vores lånepallette. Det gælder ikke mindst i øjeblikket, hvor 6 ud af 10 boligkøbere vælger at finansiere sig med en fast rente. På den baggrund, og fordi vi forventer, at de nuværende lave renter vil fortsætte i den kommende tid, har vi besluttet at åbne for et 30-årigt 2 pct. lån med afdrag, lyder det i meddelelsen.

Det er dog ikke altid en fordel at omlægge sit boliglån: Dels koster det penge at konvertere lån - og dels kan det kun betale sig, hvis man har tænkt sig at blive boende i en længere periode.