1,64 milliarder danske kroner.
Så meget skal det skandinaviske flyselskab SAS spare med fuld effekt i 2017.
Det viser det endelige resultat af flyselskabets årsregnskab, som netop er blevet præsenteret.
Alene i fjerde kvartal lyder underskuddet på 352 millioner kroner før skat - det samlede underskud lander på 575 millioner.
Slipper for stor fyringsrunde
Det er ellers kun to år siden, at SAS var igennem en ugelang og benhård forhandling med de ansatte ved spareplanen i 2012. Her måtte personalet sluge en stor lønnedgang.
Nu lægges der op til den sjette spareplan på 12 år, men medarbejderne i SAS slipper for den store fyringsrunde. Til gengæld kommer udlicitering til at spille en væsentlig rolle.
- Spareplanen i SAS er omfattende og kommer rundt om rigtig mange områder i SAS, uden at det rigtig fører til afskedigelser, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Ritzau.
Det er de nye billige konkurrenter som Norwegian, Ryanair og Easyjet, der presser SAS på billetpriserne.
Cimber skal flyve mere
For ti dage siden opkøbte SAS resterne af flyselskabet Cimber, og i rapporten, der blev offentliggjort torsdag morgen, hedder det, at man vil lægge mere produktion over til Cimber i det kommende år.
Cimber kan få omkostningerne ned, da deres overenskomst med de ansatte er væsentlig billigere end SAS'.
Spareplanen var varslet allerede i september af koncernchef Rickard Gustafson.