ATP, PFA, AP Pension, DIP, Industriens Pension, JØP, Maj Invest, PensionDanmark og SEB.
I alt ni danske pensionsselskaber vil betale for at få OW Bunker-konkursen undersøgt. Formålet er at finde ud af, om der er grundlag for en retssag, der kan ende med erstatning.
De ni pensionsselskaber har alle penge i klemme i forbindelse med OW Bunker-konkursen.
Alene ATP og PFA har tilsammen tabt 266 millioner kroner på OW Bunker.
Hver en sten skal vendes
Formålet med undersøgelsen vil blandt andet være at forstå hændelsesforløbet og skaffe et informationsgrundlag, der kan bruges til at vurdere, om der er basis for at gøre et juridisk ansvar gældende, skriver selskaberne i en fælles pressemeddelelse.
Der skal blandt andet fokuseres på, om der er fejl og mangler ved det 272 sider lange prospekt, som OW Bunker udarbejdede i forbindelse med, at selskabet kom på børsen.
En virksomhed skal udgive et prospekt, hvis den vil i offentligt udbud eller vil blive børsnoteret: I det skal der stå oplysninger om virksomheden, bestyrelsen, direktionen, om den seneste udvikling og om forventninger til fremtiden.
Der skal stå alt, hvad der er relevant at vide for køberne. Det er populært sagt en mellemting mellem et tilbudskatalog og en brugsanvisning for virksomheden.Dårlig risikostyring og for meget kredit
Den danske virksomhed gik konkurs 7. november. Få dage forinden kom det frem, at selskabet havde tabt omkring 900 millioner kroner på dårlig risikostyring - samtidig havde datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore givet en kredit på 750 millioner kroner til en kunde, der ikke betalte tilbage.
ATP er for alle lønmodtagere
ATP og PFA er de helt store spillere, når det gælder de ni pensionsselskaber, der vil puge ud for at få kigget OW Bunker efter i kortene.
ATP er således kort sagt en tvungen pensionsopsparing for lønmodtagere.
Tanken er, at sikre at lønmodtagere får lidt ekstra penge ved siden af folkepensionen. Hvis du er lønmodtager, bliver ATP-bidraget trukket automatisk, inden du får udbetalt din løn - hvis du er selvstændig behøver du ikke at indbetale ATP-bidrag, men du kan godt.
PFA er Danmarks største pensionsselskab og har omkring en million kunder.