SAS køber flyselskabet Cimber for 20 millioner kroner

Med købet af Cimber, der især flyver regionalt, åbner SAS døren for lavere omkostninger.

SAS køber Cimber for 20 millioner kroner. (Foto: © Cimber Sterling, Cimber Sterling)

SAS køber det lille flyselskab Cimber for 20 millioner kroner.

Det oplyser SAS til fondsbørsen mandag morgen.

Flyselskabet Cimber stod ellers til at lukke til april næste år og har derfor fyret alle de 130 ansatte medarbejdere i starten af oktober.

Årsagen til lukningen var, at SAS opsagde en aftale med Cimber, der udløb i marts 2015.

Specialist i regionale flyvninger

Det danske flyselskab Cimber har gennem de seneste ti år fløjet for SAS. Men efter den lange forlovelse køber SAS nu flyselskabet for 20 millioner kroner.

- Gennem købet af Cimber får SAS adgang til en specialist i regionale flyvninger med en meget konkurrencedygtig produktionsplatform, som passer godt til SAS' produktion med større Airbus og Boeing-fly, siger koncernchef i SAS Rickard Gustafson i meddelelsen.

SAS vil selv flyve de lange ruter med egne fly og eget kabinepersonale. Cimber skal derimod tage sig af de regionale ruter i Skandinavien.

Og da Cimbers overenskomst samtidig er billigere og enklere, er der store besparelser at hente for SAS i forhold til, hvis moderselskabet selv skulle stå for produktionen.

De to selskaber har samme type mindre jetfly, de såkaldte CRJ-fly. Og ved at samle de mindre fly i et datterselskab under SAS har man de kortere ruter samlet et sted.

SAS varsler spareplan for 800 mio. kr.

Opkøbet kommer blot 10 dage, før SAS kommer med et årsregnskab, der er ventet med spænding.

I forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsregnskab i september varslede Rickard Gustafson en ny spareplan. Omkostningerne i SAS er nemlig for høje i forhold til, hvad kunderne lægger i kassen for flyrejser.

Allerede i onsdags den 3. december erfarede DR, at SAS-toppen barslede med fremskredne planer om at etablere et nyt datterselskab, der skal står for en stor del af SAS' regionale flyvninger i Skandinavien.

Og med opkøbet af Cimber åbner SAS nu døren for at få et datterselskab ind med billigere overenskomster.

DR erfarede derudover, at ledelsen med årsregnskabet den 18. december vil varsle besparelser for samlet en milliard svenske kroner - eller cirka 800 millioner danske kroner.

/DR Nyheder/ritzau