Finurlige kontrakter og dårligere løn skal holde SAS på vingerne

Drastiske og kontroversielle tiltag, som SAS før har holdt sig for pæn til benytte, skal nu være med til at redde det kriseramte selskab.

Der er spot på SAS for tiden. Selskabet skal finde 800 millioner kroner og søger med lys og lygte efter måder at gøre det på. (Foto: © Scanpix)

SAS flyver på stækkede vinger, og måske er det et under, at det tidligere så hæderkronede flyselskab overhovedet stadig er på vingerne.

For den 18. december kommer endnu et regnskab fra selskabet, og det viser røde tal på bundlinjen: Denne gang mangler der en milliard svenske kroner. Det svarer til 800 millioner kroner.

For at redde sig selv vil SAS sammen med brancheforeningen Dansk Luftfart fremlægge en plan for, hvordan besparelserne skal ske.

- Der er ingen tvivl om, at det her er meget vigtigt for SAS' fremtid. Det tyder på, at de lægger op til at tage nogle meget drastiske og kontroversielle tiltag, som vi ikke har set før - og som de tidligere har holdt sig for pæne til at gøre brug af, siger Andreas Krog, der er redaktør på luftartsmediet chek-in.dk.

Dårligere løn og arbejdstider

Planerne går ifølge DR Nyheders oplysninger ud på, at SAS i højere grad end i dag skal outsource regionale flyvninger til andre selskaber.

Derudover vil man lægge en del af flyproduktionen over i et nyt datterselskab, hvor medarbejderne har en dårligere overenskomst. Og det er virkelig bemærkelsesværdigt, siger Andreas Krog.

- Det er kontroversielt pludselig at sige til medarbejderne, at 'nu får I kun 70 eller 80 procent i løn, I har færre ferieuger, og I skal arbejde hurtigere', siger han.

Trend med nye overenskomster

Han peger på, at der er tale om en tendens, som har bredt sig blandt kabinepersonale og flyselskaber.

- Det er en trend, som vi har set i europæisk luftfart de seneste to-tre år. SAS er jo ikke det eneste af de gamle nationale selskaber, der er under pres. Det er de jo stort set alle sammen. Men det er drastisk at sige til medarbejderne, at I må acceptere og arbejde under de nye vilkår eller lade være, siger Andreas Krog.

Fra Sydbank er luftfartsanalytiker Jacob Pedersen helt enig.

Han mener ligeledes, at hvis SAS skal overleve, så skal drastiske midler tages i brug.

- Mange af konkurrenterne begynder at bruge nogle mere finurlige kontraktvilkår, når de ansætter piloter og kabinepersonale, fortæller han.

Sømandsskat kan ødelægge konkurrencen

For at holde skindet på næsten foreslår SAS desuden, at der indføres en skattemodel, hvor de ansatte i luften skal betale mindre i skat - og dermed skal have mindre i løn før skat - ligesom man kender det fra søfartsbranchen - den såkaldte sømandsskat.

Men selv om en række politikere på Christiansborg er villige til at diskutere forslaget, er det langt fra problemfrit, siger Jacob Pedersen.

- Hvis man indføre det, vil mange af de SAS' konkurrenter føle, at det er en form for statsstøtte. Og hvordan vil nordmændene og svenskerne forholde sig, hvis det danske personale bliver billigere? Begynder SAS så at opsige svenske og norske piloter og kabinepersonale og så i stedet ansætter dem alle sammen i Danmark?

Hvis et land skal give statsstøtte, skal det anmeldes og godkendes af Europakommissionen - blandt andet for at sikre, at støtten ikke er konkurrenceforvridende.