Her kan du læse hele den sms-korrespondance mellem OW Bunkers direktør, Jim Pedersen, og direktør i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore, Lars Møller, der fandt sted i dagene op til konkursen den 7. november.
Korrespondancen finder sted mellem den 1. og den 4. november. DR har valgt at anonymisere navne på de medarbejdere, som bliver nævnt i samtalen.
Både Lars Møllers og Jim Pedersens advokater har bekræftet ægtheden af sms'erne overfor DR. Ingen af dem ønsker dog at kommentere på korrespondancen.
Lørdag 1. november kl. 9.20
Sms 1: Fra Jim Pedersen til Lars Møller: "Ville blot høre, om du er ok. Venligst Jim. Og lige spørge til, om vi overholder vores sett OFF aftaler?"
SMS 2: Lars Møller til Jim Pedersen: "Hej Jim. Jo tak, har det bedre i dag. Og ja, vi har fuldt fokus på det."
SMS 3: Jim Pedersen til Lars Møller: "Godt at høre med helbredet. Fokus betyder det, vi er i kontrol?"
SMS 4: Lars Møller til Jim Pedersen: "Ja, det gør det"
SMS 5: Jim Pedersen til Lars Møller: ":) god bedring"
SMS 6: Lars Møller til Jim Pedersen: "takker"
Søndag den 2. november kl. 12.51
SMS 7: Jim Pedersen til Lars Møller: "Hej Lars, X siger, at vi netto er 36 mio. USD ude med Tankoil? Er det rigtigt. Venligst Jim"
SMS 8: Lars Møller til Jim Pedersen: "jeg talte med XX i fredags. Det var 26 mil minus vores open orders, som er mere end 20 mil. Vi har møde med dem i den kommende uge. Er du på kontoret torsdag. Eller fredag i Aalborg?"
SMS 9: Jim Pedersen til Lars Møller: "Det er jeg. Er ikke sikker på, hvad det betyder. Hvad er vores netto balance?"
SMS 10: Lars Møller til Jim Pedersen: "Lad mig checke, hvad den er netto med XXX, kommer retur om lidt".
SMS 11: Jim Pedersen til Lars Møller: "Lars, jeg troede, at vi hele tiden kontrollerede, at vi ikke kommer i vanskeligheder ?"
SMS 12: Lars Møller til Jim Pedersen: "Det gør vi også. Net er 24 mil, så har vi open orders, som enten er leveret eller bliver leveret for 20 mil skal modregnes."
SMS 13: Jim Pedersen til Lars Møller: "Ok, dem som skal leveres kan du ikke modregne, hvis de vælter, så sørg for, at vi netto går i nul? Ved du, hvor meget, som er leveret?"
SMS 14: Lars Møller til Jim Pedersen: "Der er leveret en del over weekenden, og ja, vi skal nok få det ned"
SMS 15: Jim Pedersen til Lars Møller: "Lars, det er altså vigtigt, at du holder skarpt øje med disse balancer, kan vel ikke helt forstå, vi ikke gør det."
Tirsdag 4. november kl. 12.33
SMS 16: Jim Pedersen til Lars Møller: "Lars, kald mig, meget vigtigt at få dig til Aalborg. /Jim
Efterspil
Onsdag den 5. november meddeler OW Bunker, at man sandsynligvis har tabt 125 millioner dollar i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. Desuden har selskabet tab på 150 millioner dollar i hovedkvarteret i Aalborg. Tab, der stammer fra mislykket risikostyring i forbindelse med de faldende oliepriser.
Den ansvarlige for OW Bunkers risikostyring fyres omgående. Efter mislykkede forhandlinger med virksomhedens kreditgivere i løbet af den 6. november, indgiver OW Bunker fredag den 7. november en konkursbegæring ved skifteretten i Aalborg.
Samtidig oplyser selskabet, at det vil melde to ledende medarbejdere i datterselskab i Singapore til politiet for svindel. Men det sker ikke.