Et sindigt nordjysk selskab med begge ben solidt plantet på jorden var nogenlunde det budskab, som OW Bunker forsøgte at sælge om sig selv, da det gik fra en anonym tilværelse til himmelstormende succes på aktiemarkedet tidligere på året.
Men bag det nordjyske image gemte sig efter alt at dømme et behov for risikable forretninger, som til sidst var med til at køre selskabet i sænk.
Centrale kilder fortæller nemlig til DR Nyheder, at selskabets øverste ledelse allerede fra 2009 begyndte at placere penge på, om olieprisen steg eller faldt. Og de mere risikable forretninger stod ifølge kilderne på i flere år inden børsnoteringen – ligesom meget peger på, at de fortsatte efterfølgende.
Analytiker stillede spørgsmål ved metoderne for fem år siden
DR Nyheder er kommet i besiddelse af en lydoptagelse fra en telefonkonference, hvor selskabets ledelse bliver stillet spørgsmål fra aktieanalytikere. Her peger en engelsktalende analytiker på oliesatsningen som årsag til selskabets problemer.
- Den kyniske forklaring på det her er, at I satsede på, at olieprisen ville stige, og I glemte at gardere jer imod, at den kunne falde. Hvordan forholder I jer til det?, spørger analytikeren.
OW Bunker indgav for nylig konkursbegæring, hvilket betød, at omkring 20.000 aktionærer har tabt deres penge. Aktier er naturligvis altid forbundet med en risiko, men det problematiske i sagen om OW Bunker er, at selskabet aldrig oplyste om andre forretninger end dem med lav risiko.
Solgte sig på lavrisikoforretninger
I salgsopstillingen, det såkaldte prospekt, skrev selskabet groft fortalt, at det investerede i at distribuere olie og drive egne olielagre. Forretninger, der er forbundet med lav risiko for tab.
Der står ikke, at op imod en tredjedel af indtjeningen kommer fra ren spekulation i, om prisen på olie vil falde eller stige. Forretninger, der er forbundet med meget høj risiko.
- Meget tyder på, at der er et problem med oplysningerne om risikostyring (i prospektet, red.) i forhold til det, man har gjort, Søren Friis Hansen, professor i selskabsret ved Copenhagen Business School.
DR Nyheder har forsøgt at få en udtalelse fra OW Bunkers ledelse, men uden held.
/DR Nyheder/