Sagen om OW Bunker bliver tilsyneladende mere og mere speget.
Hvem har sagt hvad, og hvordan skal udsagnene tolkes?
En kamp om sandheden er gået i gang, mens OW Bunker balancerer på randen af en konkurs.
Er begået bedrageri
Da OW Bunker meddelte Københavns Fondsbørs, at der var ugler i mosen i Nørresundby, hvor virksomhedens hovedkvarter ligger, var det en ret klar melding.
- OW Bunkers ledelse er i dag blevet informeret om bedrageri begået af ledende medarbejdere i det Singapore baserede datterselskab Dynamic Oil Trading.
- Sagen efterforskes i øjeblikket. Omfanget af bedrageriet er endnu ikke klart, men de foreløbige undersøgelser tyder på et potentielt tab på 125 millioner dollar, svarende til 745 millioner kroner, står der videre i fondsbørsmeddelelsen.
Ved ikke om det er ulovligt
Ligeså klar i mælet var bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen, da han efterfølgende gik i diverse medier og fortalte, at en ledende medarbejder i OW Bunkers datterselskab i Singapore havde tilstået svindel.
Her er hvad Niels Henrik Jensen sagde til DR Nyheder.
- Han ankom i Aalborg og henvendte sig til den daglige ledelse for at fortælle, at han havde bedraget selskabet for et beløb i den størrelsesorden (et beløb på 745 millioner kroner, red).
Men bestyrelsesformandens meddelelse til det amerikanske finansmedie Bloomberg News var knap så klar i mælet.
- Jeg ved ikke, hvor lang tid det her har fundet sted. Jeg talte ikke selv med manden (den ledende medarbejder i Singapore, red). Vi er stadigvæk ikke sikre på, om det, der er sket, rent faktisk er ulovligt - det er i gang med at blive undersøgt.
Dårlig betaler
DR Nyheder har forsøgt at få fat i Niels Henrik Jensen for en kommentar på de divergerende udsagn. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Der er endnu ingen, der er anmeldt til politiet for bedrageri i OW Bunker-sagen.
Den danske ledende medarbejder i datterselskabet Dynamic Oil Trading og en anden ledende medarbejder i Singapore afviser igennem deres advokat, at de har begået bedrageri.
- Der er ikke taget penge af kassen eller tale om andre former for økonomiske fordele for mine klienter i relation til den konkrete sag. Der er tale om, at man har et udestående i forhold til en kunde, og det er så et spørgsmål om, hvorvidt kunden kan betale det udestående. Men der er ikke tale om penge, der er tabt, siger advokat Arvid Andersen.