- Vi er så tæt på en konkurs, som vi kan komme, uden at være i konkurs. Vi er beskyttet af lovgivningen, i hvad der svarer til en gammeldags betalingsstandsning, med henblik på at søge en rekonstruktion af selskabet og undersøge mulighederne for at videreføre driften.
Sådan lyder det fra Niels Henrik Jensen, bestyrelsesformand i OW Bunker, oven på, at det sent i går aftes kom frem, at OW Bunker er ramt af en enorm svindelsag.
Flere ledende medarbejdere i et datterselskab til OW Bunker i Singapore har bedraget selskabet for omkring 125 millioner dollars.
- Han (en medarbejder fra Singapore, red.) ankom i Aalborg og henvendte sig til den daglige ledelse for at fortælle, at han havde bedraget selskabet for et beløb i den størrelsesorden. Det skete i går ved middagstid, siger bestyrelsesformanden til DR Nyheder.
Fokus på overlevelse
Medarbejderen var ankommet med fly fra Singapore, men hvordan svindelen konkret har fundet sted, vil Niels Henrik Jensen ikke nærmere ind på.
- Nej, nu bliver vi nødt til at fokusere på at få virksomheden videre. Det er min opgave her, og så må vi overlade til myndighederne at efterforske nøjagtigt, hvad der er foregået.
Svindlen har ifølge bestyrelsesformanden fundet sted i Singapore over en længere periode.
OW Bunker, der har base i Nørresundby og er blandt verdens førende virksomheder inden for salg af brændstof til skibe, blev børsnoteret for kun syv måneder siden og har siden da - foruden den nye sag om svindel - kæmpet med milliontab på selskabets såkaldte risk management-kontrakter.
Læsset vælter
- Vi var i en situation, hvor vi havde kontrol og havde konstruktive forhandlinger med bankerne, og så kommer en sag som den her og vælter læsset. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad vi har gjort forkert, men vores primære fokus er nu på konsekvenserne, siger Niels Henrik Jensen og begræder situationen:
- Alle i virksomheden beklager dybt den udvikling, vi har været igennem. Vi har kæmpet for at undgå at komme hertil, og det er med stor beklagelse, at vi ser det her ske - både i forhold til de 600 medarbejdere og de mange tusinde aktionærer.
OW Bunker vil i løbet af dagen meddele, om og i givet fald hvordan selskabet kan føres videre.