Scandlines uenig med EU-afgørelse: Det lugter af politik

Rederiet Scandlines Øresund kalder det urimeligt, at EU har blåstemplet statsstøtte til Øresundsforbindelsen.

Scanlines Øresund er ikke tilfreds med, at EU har godkendt statsstøtte til Øresundsforbindelsen, så rederiet vil have sagen for EU-Domstolen.

Scandlines Øresund er meget uenig med EU-Kommissionen i dens afgørelse om, at den danske og svenske stat ikke har givet ulovlig statsstøtte til Øresundsforbindelsen. Rederiet mener, at afgørelsen er politisk.

Derfor agter Scandlines Øresund at føre sagen videre ved EU-Domstolen, siger direktør Henrik Rørbæk.

Scandlines Øresund, som er ligeligt ejet mellem Stena Line og Scandlines, sejler på ruten Helsingør-Helsingborg.

Har påvirket sagen politisk

- Afgørelsen er juridisk frustrerende, for det virker ikke som om, at reglerne er ens for offentlige og private aktører. Så vi ser ingen anden udvej end at gå videre til EU-Domstolen, siger Henrik Rørbæk.

- Jeg sidder tilbage med følelsen af, at det er en politisk afgørelse. Både den nuværende og forrige transportminister har jo ikke lagt skjul på, at man har gjort meget for at påvirke sagen politisk, siger han.

I EU-Kommissionens afgørelse hedder det blandt andet, at fordelene ved dette storstilede infrastrukturprojekt opvejer enhver potentiel konkurrencefordrejning som følge af støtten. Den formulering både griner og græder Scandlines Øresund af.

Undrer sig over støtte til veje

- Jeg finder det glædeligt, at EU har anerkendt, at der er givet statsstøtte. Men når det er sagt, så skal reglerne selvfølgelig overholdes, og det er det, vi nu skal til bunds i, siger Henrik Rørbæk.

Scandlines Øresund undrer sig desuden over, at støtte til byggeriet af adgangsveje og jernbaneforbindelser på begge sider af Øresund ikke betegnes som statsstøtte i forhold til EU's regler.

Har brugt særlige skatteregler

Rederiet mener heller ikke, at EU-Kommissionen har forholdt sig til den del af klagen, der går på, at Øresundsforbindelsen har kunnet benytte sig af særlige gunstige skatteregler for blandt andet afskrivninger, som private virksomheder ikke har mulighed for.

Henrik Rørbæk har endnu ikke nærlæst afgørelsen, så han kan ikke sige, om rederiet vil gå videre med hele klagen eller bare elementer af den.

/ritzau/