Der blev spillet tre semiprofessionelle tennisturneringer denne sommer i København og Århus.
Dog var det i år ikke topspin og serve-es, spillerne talte om mellem kampene. Her handlede det i høj grad om henvendelser fra matchfixere, der på det nærmeste hjemsøgte spillerne for at få dem til at tabe med vilje.
Dansk Tennisforbund har aldrig oplevet noget tilsvarende, og det er dybt bekymrende, lyder det fra direktør fra Dansk Tennisforbund, Sune Irgens Alenkær.
- Vi ved, at over 30 spillere har fået henvendelser over de tre turneringer, der kørte i Danmark henover sommeren. Og det er klart, det er et voldsomt antal og en voldsom eskalering i forhold til henvendelse tidligere år, siger direktøren og hæfter sig ved, at truslen er rykket meget tæt på.
- Det har overrasket mig, at problemet har vokset sig så stort i så kort en periode. Vi har selvfølgelig haft kendskab til, at det er foregået, men at det nu rammer mindre turneringer på dansk grund, det er alvorligt, siger Sune Irgens Alenkær.
Asien spøger
Alt tyder på, at de fleste matchfixere kommer fra Asien og Østeuropa. Via Facebook, sms og telefonopkald opsøger de spillerne med tilbud om typisk 30.000 kroner, for at lade sig tabe med vilje.
- Når der er så mange sager, så betyder det, at det ikke er noget, vi i forbundsregi kan løse alene. Det er klart, vi skal have et integreret samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Det Internationale Tennisforbund, siger Sune Irgens Alenkær.
Til Politiken har den danske herrespiller Andreas Moltke Leth tidligere fortalt, hvordan han afslog en matchfixers tilbud om penge for at manipulere egne kampe. Men han er langt fra den eneste, der blev kontaktet.
Tab et sæt
Tennisspilleren Maria Jespersen fortæller til DR Nyheder, at hun blev kontaktet aftenen før en kamp. 30.000 kroner lød tilbuddet på. Hun skulle blot tabe første sæt af en kamp, hun ikke var favorit til at vinde.
- Jeg fik det helt dårligt med alene at modtage sådan et tilbud. Jeg afslog det straks og gik til turneringsledelsen. I en kamp som den var der ingen, der ville kunne se, om jeg tabte et sæt med vilje, fortæller Maria Jespersen til DR Nyheder.
Fælles front
Dansk Tennisforbund har kendskab til i alt otte danske spillere, der blev opsøgt af matchfixere. Derudover har en lang række udenlandske spillere sagt til forbundet og turneringsledelsen, at de blev kontaktet i Danmark under turneringerne henover sommeren.
- Det er en voldsom eskalering af antallet af sager, og det er noget vi skal have et markant fokus på. Det, vi så denne sommer, hører ingen steder hjemme, og når problemet har det omfang, så er det ikke noget, vi kan løfte alene, siger direktør i Dansk Tennisforbund, Sune Irgens Alenkær, til DR Nyheder.
Har du kendskab til matchfixing, så skriv til os på slar@dr.dk