Skat er ramt af det, der må formodes at være den største økonomisk skandale i Danmarks historie.
6,2 milliarder kroner er angiveligt røget direkte fra den danske statskasse og ned i svindleres lommer som et resultat af manglende kontrol med refusion af udbytteskat.
Men sagen er blot den seneste i en række af møgsager fra Skat.
Herunder kan du få et overblik over sagerne, der har bragt Skat i mediernes søgelys:
Skattesvindel for 2,6 milliarder – august 2015
Den 25. august oplyser Skat, at man har anmeldt mistanke om skattesvindel for 6,2 milliarder kroner til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet(SØIK) – i daglig tale Bagmandspolitiet.
Svindlen skal være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter, og Skat mener, at aktionærer bosat i udlandet har snydt for 6,2 milliarder kroner ved at søge om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.
Læs mere her.
En rapport fra Intern Revision viser, at der allerede i 2000 blev advaret om, at der var rod i håndteringen af de skatterefusioner, der ligger bag milliardsvindlen.
Skat har bevidst syltet boligsager – maj 2015
En redegørelse fra Skatteministeriet til Folketingets Ombudsmand viser, at direktionen i Skat helt bevidst har nedprioriteret klagesager fra boligejere, der har betalt for meget eller har udsigt til at betale for meget i ejendomsskat.
Konsekvensen har været, at omkring 200 grundejere i Brønshøj har betalt 10.000 kroner for meget i grundskyld om året.
Læs mere her.
Ignorerede skattely for 300 danskere – april 2015
Folketinget giver Skat skarp kritik, fordi Skatteministeriet i 2010 blev tilbudt oplysninger om flere end 200 danske skattely i Schweiz, men undlod at reagere på dem.
En redegørelse fra Skat viser, at Skat intet gjorde for at undersøge, om det store materiale rummede oplysninger om formuer, som danskere havde gemt af vejen for Skat.
Læs mere her.
De hemmelige bankkonti var i storbanken HSBC, og ifølge Politiken havde 314 kunder med tilknytning til Danmark placeret 4,8 milliarder kroner i banken i årene 2005 – 2007.
EFI-sagen: It-fejl koster Skat milliardbeløb – marts 2015
Et fælles it-inddrivelsessystem (EFI), der skulle gøre det lettere for Skatteministeriet at få styr på at opkræve gæld fra virksomheder og borgere, fungerer stadig ikke optimalt i foråret 2015. Og det får Rigsrevisionen til at udtale kritik af Skat.
Læs mere her.
EFI blev indført to år tidligere, i 2013, men med syv års forsinkelse. EFI skulle have været i gang i 2007, så i 2009 - men blev først indført i 2013. Af samme grund bliver systemet internt i SKAT kaldt for 7-9-13.
Læs mere her.
Skats jagt på fortrolige teleoplysninger – marts 2015
Uden en dommerkendelse har Skat i flere år krævet, og efter eget udsagn også modtaget, personfølsomme oplysninger om borgeres kommunikation udleveret fra teleselskaberne.
Oplysningerne kan være et effektivt redskab til at kortlægge, om en borger skal betale skat i Danmark.
Den praksis blev dog underkendt af EU i marts 2015. Ikke alene er praksis efter alt at dømme i strid med Menneskerettighedskonventionen. Den er muligvis også i strid med hele to EU-direktiver.
Helle Thorning-Schmidts skattesag – november 2014
Sagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skatteforhold startede tilbage i 2009, hvor parret blev anklaget for at spekulere i ikke at betale skat, da han arbejdede i Schweiz. Parret blev i september 2010 frifundet af Skat.
Der blev senere nedsat en kommission, som skulle se på, om der blev anvendt magtmisbrug i forbindelse med Thorning-parrets skattesag, og hvem der lækkede fortrolige skatteoplysninger.
I november 2014 falder afgørelsen. Skattesagskommissionen har ikke kunnet opklare, hvem der lækkede skattesagen til BT. Til gengæld kritiserer kommissionen en række embedsmænd i sagen.
Læs mere her.
Hård kritik af Skat i Kasi-sag – september 2014
Skats hårdhændede håndtering af en række skattesager – blandt andet fotomodellen Camilla Vests og erhvervsmanden Jesper ’Kasi’ Nielsens – får i september 2014 alvorlige konsekvenser for fire medarbejdere i skat.
Tjenestelige forhør afslører nemlig flere forseelser og ulovligheder i Skats behandling af store skattesager. De Konservative omtalte blandt andet Skats sagsbehandling som ”bøllemetoder”.
Læs mere her.
To blev flyttet til andre stillinger, mens to fik reprimander.
Skat lader advokater bryde momsloven – april 2014
Det afsløres, at Skat gennem 20 år har givet advokater i konkurssager lov til ikke at momsregistrere konkursboerne i forbindelse med salg af varer, inventar og andre værdier.
Ifølge momseksperter er praksissen ulovlig, men alligevel har den været anvendt af advokater i tusindvis af sager siden 90’erne.
Læs mere her.
Forkerte ejendomsvurderinger - august 2013
Rigsrevisionen kritiserede i en rapport i august 2013, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til.
41 procent af de parcelhuse, som skiftede ejer i andet halvår 2011, var overvurderede, idet ejendomsværdien oversteg salgsprisen.
Læs mere her.
Topmodellen Camilla Vest – november 2012
Skat opdagede i 2007, at den tidligere model Camilla Vest havde brugt 4,3 millioner kroner på sine kreditkort i Danmark fra 2001 til 2004 - i samme tidsrum, hvor hun påstod, at hun boede og arbejde i New York.
I første omgang blev hun og hendes mand kendt skyldige og idømt ubetinget fængsel i et år og ni måneder. Senere blev de frifundet af Østre Landsret.
Læs mere her.
Kasi-Jesper – september 2012
Sagen, der startede i 2011, drejer sig om hvorvidt Jesper 'Kasi' Nielsens sponsorater af fodboldklubben Brøndby IF og håndboldklubben AG København var personlig hobby eller forretning.
I løbet af sagen truede Skat blandt andet med at gå personligt efter Kasi-Jespers mor og søster, hvis ikke han betalte en milliongæld i skat. Skat sendte senere, i 2013, en personlig undskyldning, hvor man blandt andet kaldte behandlingen af ham for stærkt kritisabel, ulovlig og helt utilstedelig.
Læs mere her.
24. september 2014 fik sagen konsekvenser for fire medarbejdere i Skat. To blev flyttet til andre stillinger, mens to fik reprimander.