Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har onsdag indgivet stævning mod staten. Det sker for at forhindre, at en række svineproducenter, der ved en stikprøve tidligere er blevet testet for MRSA-smitte i deres besætning, får offentliggjort deres navne.
Stævningen er rettet mod Fødevarestyrelsen, der ellers ventes at ville offentliggøre listen, fordi Folketingets Ombudsmand har slået fast, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at afvise aktindsigt i listen.
- Det kan ikke være rigtigt, at blot fordi man har deltaget i en stikprøveundersøgelse for MRSA for flere år siden, skal man hænges ud i offentligheden med navn. Ingen har gavn af at vide, hvem der tilfældigvis engang er testet for MRSA, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.
På vegne af fire landmænd
- Til gengæld risikerer landmanden, hans familie og ansatte at blive socialt udelukket i deres lokalområde, fordi der lige nu kører en helt forskruet debat om farligheden af svine-MRSA for raske mennesker, siger Merrild.
Landbrug & Fødevarer har indgivet stævningen på vegne af fire landmænd, der står på listen.
Formålet med retssagen er at få fastslået, at en liste med godt 50 tilfældige landmænds navne og cpr-numre fra 2011 ikke skal betragtes som miljøoplysninger. Det er ellers det, ombudsmanden hævder.
- Vi forventer, at vi med stævningen kan forhindre, at Fødevarestyrelsen offentliggør listen. Vi mener, at vores retssag må have opsættende virkning. Alt andet er uanstændigt, siger Martin Merrild.
Sag kan danne præcedens
Han forventer også, at en retssag kan afgøre, hvordan den slags oplysninger skal håndteres af myndighederne i fremtiden.
Flere af landmændene på listen udtrykker bekymring over, at en offentliggørelse af deres navne vil have uoverstigelige økonomiske og sociale konsekvenser.
- Vi er desværre i en situation, hvor svine-MRSA i medierne bliver udråbt som et kæmpeproblem for folks sundhed. Det er helt forkert. Svine-MRSA er blot en af mange MRSA-typer og smitter kun sjældent blandt mennesker.
Han understreger, at landbruget nu som før fortsat støtter indsatsen for at begrænse MRSA i svinebesætninger.
/ritzau/