Over 400 slagteriarbejdere nedlægger arbejdet

Danish Crown i Faaborg er ramt af strejke, fordi medarbejderne er utilfredse med ledelsen.

Danish Crown i Faaborg skal lukke, og medarbejderne har ikke fået nok hjælp til at klare sig ovenpå fyringen, mener de og har derfor i protest nedlagt arbejdet. (Foto: © Scanpix)

Fredag morgen har medarbejdere på Danish Crown i Faaborg valgt at nedlægge arbejdet.

Det oplyser tillidsmand Jimmy Andersen til DR Nyheder.

- Dagholdet har lige stemt, om de skulle gå hjem eller ej. Det er for at vise deres utilfredshed, at de er gået hjem. Nu har de fået nok. De synes, de strækker sig langt og er meget fleksible. Og den samme respekt vil de også have den anden vej fra ledelsen, siger Jimmy Andersen.

139 stemte, og der var flertal for at gå hjem. Slagteriarbejderne er utilfredse med ledelsens udmeldinger i kølvandet på lukningen af slagteriet, som blev annonceret i januar.

Mere end 100 fra aftenholdet valgte torsdag aften at nedlægge arbejdet. Det er endnu uvist, om aftenholdet også vælger at strejke fredag aften.

Men tillidsmanden siger til DR Nyheder, at det ser ud til, at de vil genoptage arbejdet klokken 14.00.

Medarbejderne strejker, fordi de ikke har fået klar besked om, hvor længe de har tilbage på fabrikken, fortæller Jimmy Andersen.

Tilbage på mandag

Medarbejderne mener heller ikke, at ledelsen har hjulpet dem med at få kurser og efteruddannelse, så de kan opkvalificeres og dermed tage arbejde andre steder, når de mister deres job i forbindelse med lukningen.

Dagholdet forventer at genoptage arbejdet på mandag.

I januar blev det bekendtgjort, at både Danish Crown og Tulip ville lukke, og at 472 medarbejdere dermed mister deres job over en to-årig periode.

- Der er kommet modstridende oplysninger om, hvor lang tid, vi har tilbage og hvor mange folk, vi skal være. Og blandet sammen med, at man går og hænger lidt, fordi det snart er slut, så er bægeret flydt over, siger Jimmy Andersen.

Danish Crown ved endnu ikke, om produktionen skal flyttes til Polen, England eller Tyskland.

Derfor har medarbejderne endnu ikke fået en officiel fyreseddel, og de har ikke mulighed for at søge puljemidler til efteruddannelse.