Danish Crown: Derfor lukker vi slagteriet på Bornholm trods milliardoverskud

Det er ikke økonomisk ansvarligt at fortsætte med at drive slagteriet på Bornholm, siger Danish Crown.

- Det er ikke sådan, at der ligger mange penge på kistebunden, siger Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown.

Danish Crown kan ikke forsvare, at landets svineproducenter skal finansiere et slagteri, der ikke er rentabelt.

Det siger Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown, når hun skal forklare, hvorfor Danish Crown har meldt ud, at slagteriet i Rønne skal lukke, og at 190 arbejdspladser går tabt, fordi de ansatte ikke vil gå ned i løn.

Danish Crown er ejet af et andelsselskab, og det betyder, at det er de cirka 8.500 danske landmænd, der leverer svin og kreaturer til selskabet, der samtidig ejer det.

Milliardoverskud

Selskabet har haft et overskud hver år på mellem 1,1 og 1,7 milliarder de seneste fem år, samt en støt stigende omsætning, der nærmer sig 60 milliarder.

Hvordan forklarer I medarbejderne, at de skal fyres, når I har milliardoverskud?

- Det er en klassisk sammenblanding af pebernødder og gulerødder, siger Anne Villemoes.

- Vi betaler landmændene for råvarerne, men i løbet af året kommer der overskud, som landmændene får, når året er gået. Næsten hele det, der generes, udbetales til landmændene. Det er ikke sådan, at der ligger mange penge på kistebunden, siger hun.

- Overskuddet er landmændenes penge. Det er det, som de skal betale deres termin med, siger Anne Villemoes.

Har I et ansvar for at holde virksomheder kørende af hensyn lokalsamfundet?

- Vi har taget det meget alvorligt, og det er første gang, at vi har brugt seks måneder på at vende alle muligheder.

- Hver uge koster det en ekstra halv million at drive slagteriet, siger Anne Villemoes.

Hun mener ikke, at Danish Crown kan bede landets svineproducenter om at finansiere et slagteri, der ikke er rentabelt, som det er i dag.

- Det er ikke økonomisk ansvarligt. Det er en erhvervsvirksomhed, der skal producere til en pris, som nogen vil betale, siger Anne Villemoes.

I er blevet kritiseret for at ville bruge Bornholm som løftestang til at sænke lønnen for slagteriarbejdere på landsplan. Kan du garantere, at det ikke bliver tilfældet, hvis I får gennemført lønnedgang på Bornholm?

- Ja, vi siger jo, at den aftale kun gør sig gældende for Bornholm.

- Vi forstår godt, at vi ikke skal komme rendende og sige, at det, der gælder for Bornholm, også skal gælde i Herning, siger kommunikationsdirektøren.