Økonom er skeptisk over for Vestagers boligoptimisme

Selv om Margrethe Vestager (R) har fremlagt positive prognoser om boligpriserne, så halter det stadig med forbrugernes tillid, mener boligøkonom.

Ifølge rapporten 'Økonomisk Redegørelse' vil boligpriserne stige med 2,5 procent i både 2014 og 2015. (© Home)

Boligpriserne i Danmark vil stige med 2,5 procent i både 2014 og 2015, spår Økonomi- og Indenrigsministeriet i rapporten 'Økonomisk Redegørelse', som minister Margrethe Vestager (R) fremlagde mandag.

Det lyder umiddelbart godt, men ifølge sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, er der endnu ingen tegn på, at boligejerne skal forvente at se deres friværdi stige.

Han forklarer, at Boligøkonomisk Videncenter tidligere har vist, at politiske prognoser om boligpriser har en relativt høj afvigelse fra markedspriserne.

- Prognosemagerne har ikke de rigtige værktøjer til rådighed til at sige noget med sikkerhed. Vi lever i en tid, hvor det er meget svært at forudse, hvad der sker med den internationale økonomi, mener han.

Dækker over geografisk forskellighed

I 'Økonomisk Redegørelse' fremgår det, at der er regionale forskelle på boligpriserne, samt at de særligt stiger i og omkring de større byer.

Den betragtning er Curt Liliegreen enig i. Han påpeger, at selv om det går den rigtige vej omkring København og Aarhus, så er der endnu et stykke vej til et generelt boligopsving.

- I resten af landet er det mere broget. Faktisk er der områder på Sjælland, hvor priserne er lavere, end de var tilbage i 2000. Det er ret dramatisk - det er steder som Haslev. Der går det den anden vej, forklarer han.

Han forklarer desuden, at det ikke kun er en dansk tendens, men er noget, som der kan observeres flere steder i udlandet.

Manglende tillid til markedet

En af årsagerne, til at Curt Liliegreen endnu ikke vil hoppe med på optimismen, er, at antallet af bolighandler ligger meget lavt. En pointe, som 'Økonomisk Redegørelse' dog også fremhæver.

For Curt Liliegreen viser det en klar tendens.

- Det halter stadig med tilliden til boligmarkedet, siger han.

- Det man dog kan glæde sig over, er at de dramatisk prisfald ser ud til at være stoppet.