Der er ingen grund til at gå og frygte endnu en boligboble.
Så kontant er udmeldingen fra landets største ejendomsmæglerkæde EDC, efter økonomer onsdag har advaret mod en muligt forestående prisboble på boligmarkedet.
- Den situation, vi havde før finanskrisen, var et marked, der løb løbsk både på den ene og den anden side af bordet. Bankerne lånte villigt ud, og folk tog villigt imod lånene. Men det er jo ikke den situation, vi har i dag, siger kommunikationschef i EDC Jan Nordmann.
Boligpriserne i København, Gentofte, Aalborg og på Frederiksberg er ifølge dagbladet Børsen steget så meget, at de nærmer sig samme niveau som før krisen.
Bocian bekymret for prisboble
Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank, råder ellers i dag boligkøbere til at træde varsomt, hvis de skal købe bolig i et af områderne med store prisstigninger.
- Særligt i Københavnsområdet stiger priserne så meget, at man kan være bekymret for, om vi er ved at nærme os en ny prisboble, siger Steen Bocian til DR Nyheder.
- Vi er der ikke endnu, men man kan sige, at niveauet for priserne er ved at nærme sig det prisniveau, som vi havde inden krisen, og så er der grund til at være en lille smule bekymret, siger han.
Boligmarkedet tilbage til normalen
Men selvom boligpriserne i Københavnsområdet og i Aalborg er steget markant, mener Jan Nordmann, at vi skal slå koldt vand i blodet.
For priserne dykkede voldsomt under krisen og nu er de blot ved at være tilbage til normalen, siger han.
- Vi er på vej mod et mere normalt og sundt marked. For ud over at kigge på priserne, skal man også kigge på salget, og der er vi i hovedstaden tilbage på det normale. Det er et ganske almindeligt sundt marked, vi har her, siger han.
Derfor vil han heller ikke gå og bekymre sig om en ny boble.
- Ingen bekymring her. Og bankerne og hele den offentlige sektor skal nok sørge for, at vi ikke ryger ud i en ny boblesituation, siger Jan Nordmann fra EDC.
Realkreditforeningen: Hav is i maven
Hos Realkreditforeningen er man dog ikke helt så afslappet omkring situationen på boligmarkedet i de store byer.
Ifølge direktør Karsten Beltoft skal man være forsigtig, inden man lader sig rive med af de høje priser i byerne.
- Man skal kigge på sin økonomi, og man skal ikke blive grebet af stemningen. Man skal i stedet have lidt is i maven og finde ud af, om prisen er realistisk og rimelig, siger han.