Det er mere effektivt og dermed billigere for forbrugerne, hvis danskerne kan handle i flere store varehuse, de såkaldte hypermarkeder.
Og hvis udenlandske virksomheder har lyst til at etablere hypermarkeder i Danmark, skal de være velkomne.
Sådan lyder det fra Dansk Supermarked, der står bag Danmarks eneste hypermarked, Bilka, efter at en gruppe på flere end 40 foreninger, heriblandt handelsforeninger, har advaret mod etableringen af flere af de store varehuse.
Det vil nemlig være den visse butiksdød for de mindre købmandsbutikker rundt omkring i landet, lyder kritikken.
- Det er klart, at hvis man synes, der er konkurrence i at have én butik i hver by, så vil det selvfølgelig have en betydning, men jeg synes ikke, der er ret meget konkurrence i én butik, siger Mads Hvitved Grand, pressechef i Dansk Supermarked, fra den 14.000 kvadratmeter store Bilka i Tilst ved Aarhus.
Dagligvarebutikker må højst være på 3.500 kvadratmeter
Den såkaldte planlov betyder, at det ikke er muligt at bygge nye hypermarkeder i Danmark. Den tillader kun dagligvarebutikker på maksimalt 3.500 kvadratmeter, og hypermarkederne er kendetegnet ved at være mindst 5.000 kvadratmeter.
Produktivitetskommissionen anbefalede dog i en rapport fra maj 2013, at planloven lempes, så det igen bliver muligt at bygge hypermarkeder, fordi det ifølge kommissionen vil øge produktiviteten i detailbranchen. Og det er man enig i hos Dansk Supermarked.
- I de her butikker er vareudbuddet mange gange større, men de er mere effektive og rationelle at drive end en lille købmand. Derfor er priserne lavere her, siger Mads Hvitved Grand.
COOP: Det billigste er discount
Men det er ikke rigtigt, lyder det fra COOP Danmark, der står bag butikker som Fakta og Irma, og er blandt de organisationer, der har underskrevet en protest til regeringen mod at åbne op for etableringen af flere store varehuse.
- Det er en grundlæggende fejlantagelse. Priserne er ikke lavere i de store butikker. Den billigste måde at sælge dagligvarer på er i discountbutikkerne, siger informationschef Jens Juul Nielsen.
Han peger desuden på, at mange mindre forretninger enten har været nødt til at lukke eller er blevet voldsomt presset, siden lukkeloven blev ophævet og gav de store butikker mulighed for at holde åbent hver søndag.
- Det her vil være den sidste ting, der skubber dem ud over kanten, siger informationschefen, der heller ikke mener, at udenlandske virksomheder vil have interesse i at etablere hypermarkeder i Danmark, hvis loven bliver lempet.
- Danmark er alt for lille et marked til, at det er interessant for andre at etablere store butikker, siger Jens Juul Nielsen.