DR Nyheder erfarer, at regeringen her til formiddag vil fremsætte en handlingsplan, der blandt andet skal hjælpe gældsplagede landmænd.
Klokken 11 er der indkaldt til pressemøde med deltagelse fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, miljøminister Ida Auken og fødevareminister Dan Jørgensen, hvor de præsenterer regeringens vækstplan for fødevarer.
Skattefrie investeringerBlandt hovedelementerne i regeringens vækstplan er et nyt medarbejderinvesteringsselskab, der skal øge de ansattes investeringer i øget produktion indenfor fødevareindustrien, erfarer DR Nyheder.
Den nye selskabsform gør, at det bliver skattefrit for ansatte i industrien at investere i det nye selskab, der samtidig vil sikre dem en del af fremtidigt overskud indenfor sektoren.
Flere slagtesvin og hjælp til gældsplagede landmænd
Målet er ifølge DR nyheders kilder at øge den danske svineproduktion med op til halvanden million flere slagtersvin om året. Der er tale om en treårig forsøgsordning.
Et andet af områderne, som regeringen vil sætte ind overfor, er de gældsplagede landmænd.
Tidligere er det kommet frem, at danske landmænd skylder et svimlende beløb i banken. Samlet løb jordbrugets gæld op i 352 milliarder kroner ved udgangen af 2012.
Hilser tiltag velkommen
Landbrugets egen interesseorganisation, Landbrug og Fødevarer, hilser udspillet velkommen.
- Vi er glade for alle tiltage, der styrker væksten i fødevareindustrien, siger Kim Bóve, pressechef i Landbrug og Fødevarer.