En advokat fra Vejle skal af med en af Danmarks-historiens største erstatninger for dårlig rådgivning.
54 millioner kroner koster det advokat Lars Langhoff, at han i september 2009 sagde ja til at rådgive et ægtepar, som ville skyde et stort aktiv ind i et selskab, der stod foran at blive børsnoteret.
Det fremgår af en dom, der blev afsagt ved Retten i Kolding sidste torsdag.
Advokaten skrev en regning på 34.000 kr. for arbejdet. Det honorar viser sig i dag langt fra at stå mål med det tab, som ægteparret senere fik, da børsnoteringen blev aflyst og selskabet gik konkurs.
Forsømte rådgivning
Dermed blev ægteparrets aktier værdiløse, og Retten i Kolding har vurderet, at advokat Lars Langhoff forsømte at rådgive om, at denne udvikling kunne være en konsekvens af deres indskud i selskabet.
Det lykkedes således parret at overbevise de tre dommere om, at de var blevet lovet, at de skulle have deres indskud tilbage, hvis børsnoteringen blev aflyst.
"Retten finder, at advokat Lars Langhoff ved ikke at rådgive om det forhold i en situation, hvor han vidste, at det var en væsentlig og helt afgørende forudsætning (…),har begået en klar og væsentlig advokatfejl," står der i dommen, der fastslår, at advokaten udover de 7,2 mio. Euro også skal betale 600.000 kr. i sagsomkostninger.
Meget stort beløb
- Det er et meget stort beløb. Jeg har ikke set klienter få tilkendt lignende erstatninger i den trykte retspraksis, siger lektor ph.d. Jakob Juul-Sandberg fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
Han kalder desuden - uden at forholde sig til dommens præmisser - dommen for et bevis på, at systemet fungerer, når en advokats rådgivning kan få så voldsomme konsekvenser.
- I sådanne tilfælde hvor domstolene finder det bevist, at der er et ansvarsgrundlag, er det godt at vide, at advokaterne skal have en ansvarsforsikring. Hvorvidt et så stort beløb er dækket af en forsikring afhænger af aftalen med forsikringsselskabet, og et beløb i denne størrelsesorden ligger betydeligt over de krav, der stilles til minimumsdækningen. Er det ikke tilfældet, at der er dækning for store dele af beløbet, truer det jo firmaets eksistensgrundlag, siger Jakob Juul-Sandberg.
Advokat anbefaler anke til landsretten
Lars Langhoff ønsker ikke at udtale sig om dommen. Advokat Søren Lundsgaard, der repræsenterer Lars Langhoffs forsikringsselskab oplyser dog, at han anbefaler, at dommen bliver anket til Vestre Landsret. Først hvis han taber sagen dér, vil klienten få sin erstatning.
- Jeg er ikke enig i byrettens vurdering af, at der er begået en fejl, og dette spørgsmål vil ved en anke blive bedømt af Vestre Landsret på ny. Er der herefter et beløb, der skal betales, vil det ske, siger Søren Lundsgaard.
Ægteparret har ikke ønsket at udtale sig til DR.
Tip os: Har du også oplevet at gode råd blev dyre? Skriv til thgs@dr.dk