Når Jyske Bank i Schweiz har valgt at melde DR's journalist til politiet i Schweiz for at have optaget bankens ansatte med skjult kamera, mens han optrådte som forretningsmand, så er det ingen overraskelse for DR's dokumentarchef Steen Jensen.
- Vi har været bekendt med den i næsten fire uger, men det får ikke nogen indflydelse på aftenens udsendelse, siger han til dr.dk.
Dokumentarchefen understreger, at redaktionen følger DR's etiske retningslinjer og kun bruger skjult kamera, når det er af "væsentlig samfundsmæssig interesse."
Schweiz har stram lovgivning
Steen Jensen fortæller desuden, at redaktionen er bekendt med, at Schweiz har en særligt stram lovgivning, hvad angår brugen af skjult kamera.
- Vi føler, at vores skjulte optagelser i Schweiz har været nødvendigt for at dokumentere, det, vi har villet dokumentere. Vi har sat en dagsorden, som har omfattet hele samfundet, og vi ville ikke have kunne have rejst den debat, hvis vi ikke havde brugt den metode, siger han.
Jyske Bank anfører desuden, at man føler sig udsat for "massiv overvågning", da der fra DR Dokumentars side er foretaget 11 timers skjulte optagelser til programmet.
Men det afviser Steen Jensen.
- Der er ikke tale om overvågning. Overvågning er, når man forfølger nogen. Her har vi brugt skjult kamera i helt konkrete situationer og møder, siger han.
Tredje afsnit af dokumentarserien "I Skattely" kan ses på DR1 i aften kl. 20:40.