Hvor det for nogle år siden var nærmest risikofrit at placere sine penge i skattely, er der i dag større sandsynlighed for, at det bliver opdaget.
Det siger lektor i økonomi Niels Johannesen fra Københavns Universitet til DR Nyheder.
DR-dokumentaren I Skattely sætter i fire afsnit fokus på, hvor nemt det er at få rådgivning om at placere penge eller selskaber i skattelylande.
I tredje afsnit, som vises mandag aften, er DR's journalist under dække af at være forretningsmand draget til Schweiz, hvor han får rådgivning hos Jyske Bank.
- Schweiz har i mange år været det land, som havde den allerstrengeste bankhemmelighed. Det betød, at bankerne næsten ikke under nogen omstændigheder måtte give oplysninger om deres kunder videre til myndighederne, kun i helt ekstreme tilfælde, som for eksempel handlede om terrorisme eller trafficking, fortæller Niels Johannesen.
Danmark kan få oplysninger fra Schweiz
Siden 2009 er Schweiz dog, ifølge Niels Johannesen lige som alle andre skattely, begyndt at lave en række såkaldte informationsudvekslingsaftaler med andre lande.
- Det betyder konkret, at Danmark på grund af vores aftale med Schweiz kan gå til Schweiz og bede om oplysninger om danskere med penge i Schweiz. Men kun hvis vi har en konkret og dokumenterbar mistanke til en specifik person, siger Niels Johannesen.
Og selv om det ikke er særligt ofte, at de danske skattemyndigheder har en sådan veldokumenteret mistanke, tror Niels Johannesen, at det har en effekt.
- For fem år siden tror jeg, risikoen var utroligt lille, og nu er der trods alt en risiko, som forhåbentligt afskrækker nogle folk fra at gå ind i det her, siger han.
Mere håb i dag end for fem år siden
Ved forårets G8-topmøde blev medlemslandene desuden enige om en ny standard for udveksling af skatteoplysninger mellem lande. Det betyder, at skattelylande i princippet vil blive tvunget til automatisk at udveksle oplysninger. Disse aftaler skal dog først forhandles på plads.
- Den stærkeste motor bag det er USA, og de er i gang med at forhandle deres del af de her aftaler, og det plejer at få ting til at ske, siger Niels Johannesen.
Ifølge ham er der i dag ikke nogen skattelylande, der ikke har en eller anden form for udvekslingsaftale med andre lande.
- Der er meget mere håb, end der var for fem år siden, og der er en risiko for at blive snuppet i dag, som der ikke var for fem år siden, og jeg tror, at den er endnu større om fem år, siger han.
Tredje afsnit af DR-dokumentaren I Skattely vises på DR1 mandag aften kl. 20.40.