Jyske Bank afviser: Vi medvirker ikke til skatteunddragelse

Jyske Bank mener, at man har anbefalet lovlige løsninger til DR’s fiktive forretningsmand, som, banken mener, selv bad om noget andet. Dokumentarchef afviser at have opfordret til ulovlige løsninger i udsendelsen.

Jyske Bank afviser at have rådgivet DR's fiktive forretningsmand om at begå skatteunddragelse. (© DR)

Der har ikke været noget ulovligt i den rådgivning, DR's journalist under dække af at være forretningsmand har fået hos Jyske Bank i Schweiz.

Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra banken, inden tredje del af dokumentaren I Skattely bliver sendt på DR1 mandag aften.

Her går DR's fiktive forretningsmand til Jyske Banks schweiziske datterbank for at få rådgivning om, hvordan han skal forholde sig til at tjene fire millioner kroner på salget af en app, hvis han vil ”opnå en økonomisk situation, som er mest fordelagtig” for ham.

- Jyske Bank understreger, at banken - i modsætning til en lang række medier og journalister - ikke har set udsendelsen, og at det derfor er vanskeligt at kommentere på den, lyder det i kommentaren til DR Nyheder.

Jyske Bank: Vi anbefalede lovlige løsninger

Banken mener således, at det var kunden – DR's fiktive forretningsmand – der efterspurgte ulovlige løsninger.

- Jyske Bank medvirker ikke til skatteunddragelse, og har i det konkrete tilfælde ikke foretaget sig noget ulovligt, men tværtimod anbefalet lovlige løsninger til "kunden" modsat hans ønske, skriver banken i kommentaren.

Ifølge Jyske Bank tager anbefalingerne udgangspunkt i, at DR's forretningsmand gør opmærksom på, at han ”vil betale mindst muligt i skat”, at han ”er blevet rådgivet til at flytte ud af Danmark”, samt at ”der ikke er indgået en endelig aftale om salg af hans firma (software)”.

DR-chef: Intet bliver foreslået af journalisten

Chef for DR Dokumentar Steen Jensen, der er ansvarlig for udsendelsen, afviser, at DR's journalist under dække af at være forretningsmand selv har opfordret til noget ulovligt.

- Jyske Bank anklager os for at have opfordret til ulovlige løsninger, og det er ikke korrekt. DR's journalist opsøger Jyske Bank og efterspørger rådgivning til, hvordan han skal forholde sig til en kommende indtægt, og at han er blevet rådgivet til eventuelt at flytte til udlandet, siger Steen Jensen til dr.dk.

Jyske Banks rådgiver anbefaler blandt andet DR's fiktive forretningsmand at flytte til England på grund af gunstige skattefordele for udlændinge.

De penge, han kommer til at tjene på sin opfindelse i fremtiden, såkaldte royalties, skal dog blive uden for England for at være skattefri og skal i første omgang til et selskab i det britiske selvstyreområde Gibraltar, lyder det i rådgivningen.

Pengene skal dog egentlig opbevares hos Jyske Bank i Schweiz.

- Der er ingen af de løsninger, der er med i programmet, der bliver foreslået eller initieret af journalisten. Vi har ingen anelse om, at de vil opstå, da vi møder Jyske Bank, siger Steen Jensen.

Ifølge Jyske Bank foreligger der også skriftligt materiale, blandt andet et brev, ”hvor det klart fremgår, at bankens rådgivning er i overensstemmelse med loven."