I andet afsnit af dokumentarudsendelsen 'I skattely', der sendes i aften på DR1, afslører DR's undercoverjournalist med skjult kamera, hvor let det er for danske statsborgere at kunne hæve penge fra hemmelige konti i banker i skattely, selv om man bor og tjener penge i Danmark.
Journalisten, der udgiver sig for at være forretningsmand, tager kontakt til rådgivningsfirmaet Saris Group, der på hjemmesiden reklamerer med at kunne stifte offshore selskaber verden over, så man slipper med "nul procent i skat".
Jimmie Hansen Steinbeck fra Saris Group foreslår foran skjult kamera DR's forretningsmand, at han opretter et offshoreselskab på Seychellerne, men at det skal ledes af en stedfortrædende direktør, så forretningsmanden ikke kan spores. Desuden skal forretningsmanden oprette en konto i en bank i det lille fyrstedømme Liechtenstein, hvor bankhemmelighed er indskrevet i landets lovgivning.
Se traileren til aftenens afsnit af 'I skattely', som sendes på DR1 kl. 20.00, i videoen i toppen af artiklen.