Antenneforening fyrer chef efter skattely-dokumentar

Skatterådgiveren Poul Juul, der afsløres i DR's skattely-dokumentar, er færdig som sekretær.

I DR-dokumentaren I Skattely går en journalist undercover som forretningsmand og viser, hvor nemt det er at få rådgivning om skatteunddragelse. (© DR)

Antennesammenslutningen A2012 ændrer i sin ledelse med øjeblikkelig virkning.

Poul Juul stopper som sekretær for A2012's forretningsudvalg og som formand for A2012's kommunikationsudvalg, skriver MediaWatch.

Penge i skattely

I første del af DR-dokumentaren I Skattely afsløres det, hvordan Poul Juul rådgiver DR's undercover-journalist om, hvordan han kan gemme sine penge i skattely, så de danske myndigheder ikke kan få fingre i dem.

- Første afsnit af DR1's programserie tegnede et billede af Poul Juul som rådgiver om skatteforhold, som er uforenelig med A2012's opfattelser, siger Antennesammenslutningens formand, Carsten Jørgensen, til MediaWatch.

Poul Juul er heller ikke længere tilknyttet firmaet Anglo Corporate Services, hvor han var ansat som landechef, da dokumentaren blev optaget.

Ny sekretær

Antenneforeningen A2012, der har cirka 30.000 tv-husstande i sin medlemskreds, vælger den 23. november, hvem der skal erstatte Poul Juul.

Poul Juul ønsker ikke at kommentere sagen over for dr.dk.