Lolland kæmper for at sikre arbejdspladser til danskere

En massiv indsats er sat i gang rundt omkring i landet for at sikre, at milliardbyggerier af sygehuse, motorveje og vindmøller tilfalder danske arbejdere.

Lollands befolkning venter i en blanding af spænding og nervøsitet på at et af verdens største infrastrukturprojekter, Femern Bælt Forbindelsen, går i gang.

Spænding, fordi det 40 milliarder kroner dyre byggeri vil generere tusindvis af nye arbejdspladser. Nervøsitet, fordi de endnu ikke kan vide sig sikre på, hvor mange af de jobs der vil blive besat af danskere.

- Min primære bekymring kunne være, at vi undervurderer, den opgave der ligger i at efteruddanne folk og klargøre virksomheder, siger Stig Rømer Winther, som er direktør for Femern Belt Development.

Klar i startblokkene

Stig Rømer Winther står personligt i spidsen for, at danske virksomheder og arbejdsløse får mest muligt udbytte af de store offentlige byggerier i Region Sjælland.

Der er postet 35 millioner kroner i projektet, "Klar til nye muligheder," der tilbyder lokale virksomheder lederuddannelse, amu-kurser for deres medarbejdere samt adgang til et netværk, hvor lokalvirksomheder kan samarbejde.

- Det handler om, at danske virksomheder står klar i startblokkene, den dag de store anlægsprojekter går i gang, lyder det fra Stig Rømer Winther.

Region Sjælland forventes samlet at skulle bruge næsten 30.000 medarbejdere de næste ti år ifølge en nylig rapport fra konsulentfirmaet COWI.

I særdeleshed ufaglærte men også civilingeniører, chauffører, murere og elektrikere bliver eftertragtede. Den type uddannelser forsøger jobcenteret på Lolland derfor at få de unge arbejdsløse til at studere, mens de lidt ældre arbejdsløse bliver opfordret til at tage konkrete kompetenceforløb.

Operation omskoling

De kommende år skal der bygges supersygehuse, motorveje, jernbane og Metro for op mod 200 milliarder kroner. I andre dele af landet er der derfor også en indsats i gang for at opkvalificere arbejdsløse og efteruddanne faglærte, så de kan arbejde på byggerierne.

Ifølge en rundspørge foretaget af DR nyheder er alle regioner i gang med at forberede det kommende byggeboom. - Vi prøver at være på forkant sammen med virksomhederne på de givne projekter, så de arbejdsløse er klar til at indtræde, når muligheden byder sig, siger Kasper Bechgaard Andersen.

Han er ansat som projektleder på Jobcentret i Århus, hvor han på tværs af kommunegrænserne, arbejder med at skaffe de arbejdsløse job på de kommende byggerier.

Kurser rettet mod byggeri

Efter sommerferien kan man eksempelvis gå på et kursus der specifikt er rettet mod byggeri af letbaner, og der har allerede været afholdt et kursusforløb med fokus på beton. Og den idé har de ikke været alene om, I region Midtjylland.

I samtlige regioner er der således iværksat kursusforløb, der er konkret rettet mod lokale byggerier, og flere steder i landet er der ansat jobkonsulenter, der alene arbejder med de store offentlige byggeprojekter.

I alt vil de kommende års offentlige anlægsbyggerier give beskæftigelse til 87.300 personer i et år, lyder det i en endnu ikke offentliggjort rapport fra konsulentfirmaet COWI på vegne af arbejdsmarkedsstyrelsen.