Der ligger hvad eksperter betegner som aggressiv skatteplanlægning og brug af lavskattelandet Schweiz bag Novo Nordisks enorme succes de seneste år.
Det afslører 21Søndag i aften.
Den danske medicinalgigant tjener i disse år styrtende på salget af blødermedicinen NovoSeven og væksthormonet Norditropin. Men selv om produkterne udvikles og produceres her i landet, havner milliardindtægterne i datterselskaber i Schweiz - langt uden for de danske skattemyndigheders rækkevidde.
- Der er tale om et klassisk eksempel på aggressiv skatteundgåelse, siger den schweiziske skatteekspert, Andreas Missbach fra tænketanken The Berne Declaration, som 21Søndag har forelagt sagen.
Absolut superliga
21Søndag er i besiddelse af fortrolige skatte-dokumenter, der viser, at Skat er i færd med at slå hårdt ned på Novo Nordisks transaktioner med de schweiziske datterselskaber.
Medicinalgigantens danske indkomst bør samlet ligger hele 22 milliarder kroner højere, end Novo Nordisk selv har opgivet, mener Skat.
Dermed er den danske statskasse ifølge Skat gået glip af intet mindre end 5,5 milliarder kroner på grund af Novo Nordisks schweiziske skattemanøvre. De penge kræver Skat nu af Novo Nordisk, fremgår det.
- Det er en enorm sag, helt sikkert en sag i den absolutte superliga, siger Lars Kiertzner, lektor og ekspert i regnskab og revision.
For lav prissætning
Novo Nordisk erkender, at man har flere sager kørende med Skat, men afviser, at tingene ikke er gået ordentligt til.
- Det er rigtigt, vi har sager kørende med skattemyndighederne, det har vi altid. Når du er en globalt opererende virksomhed med salg i mere end 100 lande, så vil du altid have sager kørende med skat. Vi har skattesager i Danmark og vi har flere kørende end dem, du referer til. Og vi har sager i resten af verden. Men det er ikke et udtryk for, at vi på nogen måde snyder i Skat, siger finansdirektør Jesper Brandgaard til 21Søndag.
Det er ikke ulovligt at flytte patenter og produktrettigheder til Schweiz. Men selskabet har pligt til at sikre, at der sættes en passende markedsværdi på værdierne, så de kan blive beskattet korrekt, når de forlader Danmark. I tilfældet Novo Nordisk har selskabet altså ifølge Skat prissat værdierne alt for lavt over for Skat.
- Når man samhandler mellem koncernselskaber, så skal man samhandle som uafhængige selskaber, på såkaldt armslængdevilkår. Og Skats påstand er, at Novo Nordisk aftaler med de schweiziske selskaber ikke afspejler armslængdevilkår, siger Lars Kiertzner, lektor og ekspert i regnskab og revision.
Patenter blev flyttet
21Søndag har undersøgt Novo Nordisk' udflytning af patenterne. Researchen viser, hvordan Novo Nordisk i flere omgange - og i stilhed - har flyttet en række af selskabets mest værdifulde patenter fra moderselskabet i Bagsværd til de schweiziske datterselskaber, blandt andet for at spare dansk skat.
Den første flytning er sket i 2002, hvor Novo Nordisk flyttede patentet til blødermedicinen NovoSeven. I 2004 har man flyttet patenterne til selskabets hormonpræparater, og i 2006 og 2007 har man flyttet patentet til væksthormonet Norditropin.
Skat har især slået ned på flytningerne af patenterne til Norditropin i 2006 og 2007, der ifølge Skat burde være prissat henholdsvis 6,8 og 10,8 milliarder kroner højere, end Novo Nordisk har oplyst.
Tavshedspligt
Derudover anfægter Skat Novos løbende afregning mellem de schweiziske datterselskaber og det danske moderselskab, der i årene 2005-2009 har leveret ydelser som administration, forskning og produktion til datterselskaberne. Her mener Skat, at de schweiziske selskaber burde have betalt 4,2 milliarder kroner mere, end de har gjort.
Med flytningerne har Novo Nordisk flyttet hele sin såkaldte Biopharmaceuticals-division til Schweiz. Divisionen omsatte sidste år for 17 milliarder kroner og den samlede omsætning har siden 2007, hvor flytningen er tilendebragt, været på 85 milliarder kroner.
Skat har ikke ønsket at kommentere sagen med henvisning, at "ansatte i SKAT har en særlig, ubetinget tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17, der omfatter alle oplysninger om fysiske og juridiske personers økonomiske, erhvervsmæssige og privatlivet tilhørende forhold", som Skat skriver i en mail til 21Søndag.
Se hele indslaget fra 21Søndag i videoen i toppen af artiklen.