Gymnasielærere giver skolelærere millioner i gave

Gymnasieskolernes Lærerforening har besluttet at donere 10 millioner kroner til de lockoutede skolelærere. Nogle af pengene skal gå til kampagner for den danske model.

Nogle af pengene fra gymnasielærerne skal gå til kampagner for den danske model og mod den måde, lærernes overenskomstforhandlinger er foregået på. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

På lockoutens niende dag giver gymnasielærerne nu skolelærerne en økonomisk håndsrækning.

På et møde i Gymnasieskolernes Lærerforening er en enig hovedbestyrelse blevet enige om at give skolelærerne 10 millioner kroner i gave.

Det fortæller gymnasielærernes formand Gorm Leschly til DR Nyheder.

- Vi har besluttet at støtte de lockoutede lærere og deres organisationer med 10 millioner kroner. Særligt støtter vi de små organisationer, der er i klemme, siger han.

Penge til kampagner

Frie Skolers Lærerforening får fem millioner kroner. Kriminalforsorgsforeningen, der har 65 lockoutede lærere, får en million kroner, mens Uddannelsesforbundet og Danmarks Lærerforening hver får en halv million til aktiviteter i forbindelse med lockouten.

Oveni støtter gymnasielærerne med tre millioner til kampagner.

Mens skoleforeningerne ikke skal betale pengene fra gymnasielærerne tilbage, er der krav til de penge, der skal gå til kampagner. Det skal være kampagner, der har forbindelse med den kamp, der foregår om den danske model.

- Vores budskab er, at vi også har oplevet et forløb, der har været meget negativt. Nu er vi et andet sted, og derfor vil vi udtrykke vores solidaritet med dem, der er lockoutet. Så det er en protest mod den måde, overenskomstforhandlinger er foregået på, siger Gorm Leschly.

- Uharmonisk forløb

Han forklarer, at gymnasielærerne føler sig misbrugt af finansminister Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt.

- De fremstiller det som om, at vi har haft et harmonisk og positivt forhandlingsforløb. Det har vi slet ikke haft, siger gymnasielærerformanden.

I alt er der 1,7 milliarder kroner i strejekassen hos Danmarks Lærerforening, og man vurderer på den baggrund, at lærerne har råd til at være lockoutet i op til ti uger.