Mød op til demo, del foldere ud - eller mist din konfliktstøtte.
Sådan lyder kravet fra Frie Skolers Lærerforening til de medlemmer, der er lockoutet fra deres arbejde.
- Det er en forudsætning for udbetaling af konfliktstøtten, at du har deltaget aktivt i kredsens aktiviteter, skriver foreningen på sin hjemmeside.
Konkret betyder det, at lockoutede lærere altså ikke kan tillade sig at sove ekstra længe eller smutte på cafe for at drikke kaffe med vennerne, når de er lockoutet.
Formand: Helt rimeligt
Lærerne får ikke løn fra skolerne, da de under en lockout er midlertidig fyret. De eneste penge, de får, er et lån i form af konfliktstøtte fra deres fagforening. Det skal efterfølgende betales tilbage til fagforeningen.
- Kravet for at få konfliktstøtte er, at man skal deltage i de aktioner, som foreningen laver. Og eftersom vi er sammen om det her i fællsskab, er det rimeligt, at man deltager i nogle af de aktioner, der foregår rundt om i landet for at få del i konfliktstøtten, siger Uffe Rostrup, der er formand for Frie Skolers Lærerforening.
- Vi udbetaler trods alt 1200 kroner om dagen til de her folk, og vi kan ikke vinde den her sag, hvis vi sidder hjemme i stuen, siger formand Uffe Rostrup til DR Nyheder.
Kan få yderligere konsekvenser
Hvis man er syg eller har har barn syg, skal man som lockoutet lærer melde sig til sin tillidsrepræsentant. Efter konflikten skal al fravær registreres på fagforeningens hjemmeside.
Her står der også, at 'modtager du uberettiget konfliktstøtte fra foreningen kan det få konsekvenser for dit medlemskab'. Men det ønsker formand Uffe Rostrup ikke at kommentere yderligere.
Opbakning fra lærere
Til en stor demonstration i fredag i København var der opbakning fra lærerne til, at man skal yde sit hver eneste dag for sin konfliktstøtte.
- Det er helt i orden. Lige nu er jeg i princippet ansat af min fagforening, og jeg vil egentlig gerne udføre mit arbejde - jeg får jo løn for det, så det ser jeg som fuldstændig naturligt - og samtidig skylder man hinanden den her fællesskabsånd, siger Olav Reynslag, der lærer er Sankt Ansgars Skole i København.
Handler om solidaritet
De mange aktioner og demonstrationer handler om at være en del af fællesskabet, lyder det fra Søren Hansen, formand for Frie Skolers Lærerforening kreds 5.
- Det er en del af det at være solidarisk, siger han og fortsætter:
- Vi er jo i princippet lærernes arbejdsgivere nu, fordi de er lockoutet. De er jo faktisk sagt op i en periode. Men vi går ikke og tæller og holder øje med folk. I dag er vi ude at gå, men der er jo mange forskellige opgaver - der er for eksempel nogle, der har lavet kaffe i dag, siger Søren Hansen til DR Nyheder.
DR søger uenige lærere
Er du selv konfliktramt lærer, og har du en holdning til demonstrationspligten, vil DR Nyheder gerne høre fra dig - send en mail med navn og nummer til 1212@dr.dk