Fedtafgiften kom og gik inden for to år. Priserne faldt dog aldrig tilbage på samme niveau.
Det viser et pristjek, som Jyllands-Posten har foretaget af en række udvalgte produkter.
Det bekymrer forbrugerorganisationen Aktive Forbrugere, der frygter, at mejerigiganten Arla har udnyttet fedtafgiften til at lave uigennemsigtige prisforhøjelser.
- Det er meget kedeligt, hvis store virksomheder som Arla har udnyttet fedtafgiften til at forhøje priserne på et område, hvor der er meget lidt konkurrence. Arla er en dominerende aktør, og konkurrencetilsynet bør kigge nærmere på det,siger Jeppe Juul, kampagneleder fra de aktive forbrugere.
Lurpak er steget 8 pct.
Prisen på Lurpak er steget otte procent, i forhold til før afgiften blev indført i oktober 2011 frem til i dag, mens Kærgården er steget fire prosen. Karoline piskefløde 38 procent er steget 4,1 procent, mens Ama stegemargarine er steget 6,6 procent.
Arla, der står bag Lurpak, Kærgården og Karoline-produkterne, slår på, at prisstigningen skyldes stigninger i priserne på råvarerne i produktionen.
Men sammenligner man udviklingen med et mejeriprodukt, der var undtaget fra fedtafgiften, har prisen været helt stabil. En liter minimælk fra Harmoni kostede 7,95 i september 2011, mens en liter Engholm mælk kostede 5,50 kr.
De to mælketyper koster præcist det samme i dag, oplyser Dansk Supermarked, der har hentet priserne fra Bilka-kæden.
/ritzau/