Det statsejede energiselskab DONG går nu efter en delvis privatisering. Det skriver TV 2 Finans.
Selskabet vil forsøge at rejse mellem 10 og 15 milliarder kroner. Målet er, at pengene skal bruges til en forstærket indsats i jagten på nye olie og gas-felter og opbygning af flere havvindmøller. Den private kapital skal blandt andet komme fra pensionsselskaberne eller ved at gå på Børsen, og det vil betyde en delvis privatisering af statsjede selskab.
Holdt hemmelige møder
Den nye strategi er aftalt mellem DONG-direktøren Henrik Poulsen på hemmelige møder med Finansministeriet i denne uge, erfarer TV 2 Finans.
Dialogen med Finansministeriet er endnu ikke afsluttet.
I forbindelse med DONG Energy's præsentation af 2012 årsregnskab og ny strategi den 27. februar 2013 vil DONG Energy fortælle mere om overvejelserne.