Kasi Jesper får formue tilbage fra skat

Skat frigiver nu Jesper 'Kasi' Nielsens beslaglagte formue, men skattesagen imod ham kører videre ved en domstol.

Skat frigiver nu Jesper 'Kasi' Nielsens beslaglagte formue, men skattesagen imod ham kører videre ved en domstol. (Foto: © DR, DR Sporten)

Jesper 'Kasi' Nielsen har fået en indefrosset formue på 100 millioner kroner tilbage fra Skat.

De mange penge blev beslaglagt i juli måned efter en lang strid om skattegæld mellem Skat og Jesper Nielsen og hans familie.

Men Kasi-Jesper har nu adgang til formuen igen. Det bekræfter han over for sporten.dk

- Jeg kan bekræfte, at alle arrester er hævet. Det en dejlig følelse, og nu ser jeg frem til at komme videre med mit liv. Skat valgte at indefryse mine midler efter den målrettede hetz, Ekstra Bladet kørte på mig, min familie og AGK for at få et overblik over, hvilke aktiver vi reelt besad. Det har de nu fået, og vi er enige med Skat om at hæve arresten, da de er tilfredse med, hvad de har set, siger Jesper Nielsen til sporten.dk

Skattesag fortsætter

Skattestriden førte i slutningen af juli til, at håndboldklubben AGK måtte lukke, fordi Kasi-Jesper var klubbens store investor.

Selvom arresten over de 100 millioner kroner er hævet, kræver Skat fortsat 168 millioner kroner af Jesper Nielsen og hans familie.

Den strid skal afgøres ved landsskatteretten og ventes afgjort inden for de næste otte til 12 måneder.

- 98 procent af tvistens beløb handler om mit sponsorat i Brøndby. Jeg har allieret mig med en af landets dygtigste skatteadvokater og er optimistisk omkring forløbet, siger Jesper Nielsen til sporten.dk.