Ovenpå Danfoss' trussel om at flytte produktionen til udlandet udtaler vækst- og erhvervsminister Ole Sohn (SF), at Danmarks konkurrenceevne halter alvorligt, og at den er blevet stærkt forværret i løbet af 00'erne.
Men han mener omvendt, at erhvervslivet bør nikke anerkendende til en række initiativer, som allerede er sat i søen af regeringen, og som skal ændre pilen til den rigtige retning.
- Vi tager fat bredt. Vi har blandt andet lavet skattereform, der sænker skatten på arbejde - det har erhvervslivet efterspurgt. Jeg har også nedsat et virksomhedsforum, som ser på, hvordan vi får afbureaukratiseret regler. Samtidig foreslår vi at fjerne fedtafgiften og fjerne den tidligere regerings forslag om sukkerafgifter, siger Ole Sohn til Mandag Morgen.
Her er initiativerne
Sohn peger på en stribe af initiativer, regeringen har iværksat:
Nedsættelsen af syv vækstteams, en produktivitetskommission, afbureaukratisering af regler.
Dertil kommer, at Ole Sohn ganske snart lancerer et konkurrenceudspil, hvor fokus er at se nærmere på de høje priser for vare- og serviceydelser i Danmark, hvilket dels skal lette pres på lønstigninger, dels gøre det billigere for eksporterhvervene at drive forretning i Danmark.
Tag hensyn til erhvervsliv
Danfoss' adm. direktør Niels B. Christiansens appellerer til regeringen om, at erhvervslivets hensyn nyder større fremme ved nye lovforslag.
Til dette siger Ole Sohn:
- Det gør vi allerede. Den nuværende regering besluttede sig for at lave et partnerskab med erhvervslivet. Virksomhederne er bærende i de syv vækstteams, for de ved, hvor skoen trykker.
- Det virksomhedsforum, der ser på administrative forenklinger, består af virksomheder og organisationer, der selv kender problemet. Og vi har pålagt os selv et følg- eller forklar-princip. Hvis der kommer forslag, som vi ikke vælger at bruge, skal vi forklare hvorfor, siger ministeren til Mandag Morgen.