Vismænd advarer mod længere dagpengeperiode

Forlænger man dagpengeperioden, fordi der er høj ledighed, skabes der en forventning om, at perioden også senere kan justeres, hvis arbejdsløsheden stiger.

Forlænger man dagpengeperioden, fordi der er høj ledighed, skabes der en forventning om, at perioden også senere kan justeres, hvis arbejdsløsheden stiger. (Foto: © Maria Larsen, DR-Fyn)

Regeringens plan om midlertidigt at forlænge den nu to år lange dagpengeperiode med at halvt år er en dårlig idé.

Advarslen kommer fra de økonomiske vismænd, som netop har fremlagt deres halvårlige rapport om dansk økonomi.

Vismændene peger på, at en forlængelse af dagpengeperioden vil skabe en forventning om, at perioden også i fremtiden kan justeres, hvis der er høj arbejdsløshed.

Udløbsdato sætter gang i folk

Al erfaring viser ifølge vismændene, at når sidste udløbsdato på dagpengene nærmer sig, forsvinder de ledige fra dagpengeordningen.

- Dette kan tilskrives en kombination af en øget indsats fra jobcentre og a-kassers side og en intensiveret søgeadfærd hos den ledige selv. Disse mekanismer svækkes selvsagt, hvis dagpengeperioden forlænges, hvilket alt andet lige vil øge ledigheden, skriver vismændene.

Hvis dagpengeperioden systematisk forlænges i perioder med høj ledighed, er det afgørende, at den bringes ned igen, når ledigheden falder, fastslår vismændene.