Én mand går igen i lånebøgerne hos en lang række af de krakkede banker, senest hos Max Bank.
Ejendomsmatadoren Peter Halvorsen har tilsyneladende været vidt omkring i den danske finanssektor, hvor han i dag har gæld for over 7 milliarder kroner til 30 forskellige banker.
Peter Halvorsen ejer Essex, et ejendomsselskab med base i Århus, som han stiftede og som voksede kraftigt op igennem 00erne.
Overtalt til at give kæmpelån
Det skete takket være gavmilde banker, som det lykkedes Peter Halvorsen at overtale til at yde sig kæmpelån. Den nu krakkede Max Bank lånte for eksempel Halvorsen 75 millioner til et ejendomsprojekt. Også de krakkede banker Løkken Sparekasse, Amagerbanken og Roskilde Bank har lånt store summer ud til Essex.
I alt har Essex lånt 7 milliarder hos 30 banker. I dag erkender Jan Kondrup, direktør i Lokale Pengeinstitutter, at flere småbankers krise skyldes gavmildhed over for ejendomsspekulanter.
- Det er lykkedes for dem at komme ind nogle steder, og det skal vi lære af, så vi kan undgå at det sker i fremtiden, siger Jan Kondrup.
Ser frem til skyldner-register
Jan Kondrup mener, at tavshedspligten mellem bankerne gav matadorerne frit spil. Og derfor glæder han sig over, at finanstilsynet fra nytår vil indføre et skyldner-register, så banker fremover bliver mere kritiske overfor nye kunder.
Peter Halvorsen har ikke ønsket at udtale sig til DR Nyheder.
Se hele historien om Peter Halvorsen og de store udlån i TV-Avisen kl 18.30.