Janus Friis bliver milliardær på Skype igen

Danskeren bag verdenssuccesen har allerede tjent milliarder på at sælge Skype til eBay. Med salget til Microsoft gør han det igen.

I dag gjorde Microsoft deres største erhvervelse nogensinde, da de købte IP-telefonitjenesten Skype, som danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström står bag.

Skype blev solgt for det rekordhøje beløb 44 milliarder kroner, og det har gjort Janus Friis til milliardær - for anden gang.

Tilbage i 2005 solgte Janus Friis og Niklas Zennström nemlig Skype til det amerikanske internetauktionshus eBay for godt 13 milliarder kroner, som de kunne dele imellem sig.

De to skandinaviske iværksættere ejer dog stadig - eller gjorde indtil i dag i hvert fald - 14 procent af Skype og kan dermed putte omtrent tre milliarder kroner hver i banken efter salget til Microsoft."Danmarks egen Google-historie"I løbet af den sidste uge har der været utallige skriverier i både danske og internationale medier om rygterne af Microsofts kommende køb.

Ifølge Anders Høeg Nissen, der er journalist på P1s fagmagasin om teknologi og nye medier, Harddisken, er den overvældende interesse helt naturlig - især for os danskere.

- Der er jo en helt grundlæggende fascinationsværdi i, at der bliver købt noget for 40 mia. kroner. Det er jo i størrelsesorden med en Storebæltsbro for noget, der i bund og grund er et stykke telefon-software, siger han til DR Nyheder og fortsætter.

- Derudover tror jeg også, at der er en lille snert af national stolthed i, at en ung dansker har været med til at lave noget, der har haft så kolossal succes, hvis man ser på antallet af brugere, og på hvor mange penge, det er blevet solgt for. Det er vores egen lille Google-historie, som folk kan relatere til, siger han.

Bliver Janus Friis kørt ud på sidespor?

Ifølge Anders Høeg Nissen er det store spørgsmål efter salget til Microsoft, hvor meget magt Janus Friis sidder tilbage med over Skype.

- Spørgsmålet er, hvad detaljerne i købsaftalen er. Hvem har kontrollen over Skype, og vil det være et produkt, der stadig er under sit eget brand og udvikler sig med grundlæggerne som Janus Friis bag roret, eller vil Microsoft overtage det og køre Janus Friis ud på et sidespor? Det er centrale spørgsmål, siger han.

Det handler om brugerne

En anden vigtig detalje ved Microsofts køb af Skype er ifølge Anders Høeg Nissen, at det faktisk slet ikke handler om online-telefoni,. I stedet handler købet om at få fat i alle de mennesker, der bruger Skype.

- Det er kampen om brugerne. Apple, Google, Facebook og Microsoft slås om magten over det, man kan kalde det sociale net, som består af brugere. Jo flere brugere, større chancer er der for at sælge dem reklamer eller andre produkter. Derfor er det sindssygt stort, når Microsoft får adgang til over en halv milliard brugere, som benytter et produkt som Skype, siger han.

Det har ikke været muligt at få fat på Janus Friis til en kommentar.