I løbet af det næste år forsvinder 958 stillinger i Nokias danske afdelinger, hovedsageligt i København.
Der er nærmest tale om en udradering af Nokias danske aktiviteter. Nokia i Danmark har i dag ca. 1000 ansatte inklusive alle funktioner i udviklingscentret og den danske salgs- og marketingorganisation.
Danmark blandt de mest ramte
Koncernen vil spare 7,5 milliarder kroner på sin drift fra 2010 til 2013 og nedlægger derfor 4.000 stillinger globalt - det går især ud over job i Storbritannien, Finland og Danmark.
Nokias beskæftigelse på verdensplan inklusive datterselskaber udgør pt. 130.000.
Andre 3.000 stillinger outsources, de rykkes fra Nokia over til en samarbejdspartner, Accenture, som skal forestå koncernes fremtidige udvikling af Software.
Ifølge DRs oplysninger har de 958 berørte ansatte i Danmark deres job frem til nytår. Enkelte kan fortsætte et stykke ind i 2012, inden også deres job forsvinder.
Tilpasning
En pressemeddelelse på Nokias danske hjemmeside lyder:
- Som led i eksekveringen af sin nye strategi offentliggør Nokia i dag planer om at tilpasse sin globale arbejdsstyrke samt at sammenlægge en række udviklingsafdelinger. Disse tiltag er et led i Nokias mål om at reducere sine driftsomkostninger med 1 milliard euro for 2013 sammenlignet med 2010 - et mål, der blev meldt ud i sidste uge. Størstedelen af reduktionerne vil finde sted i Danmark, Finland og Storbritannien.
- Som konsekvens af sammenlægningerne planlægger Nokia at lukke sin udviklingsafdeling i København inden udgangen af 2012, hvilket vil berøre ca. 950 medarbejdere. Aktiviteterne i den danske udviklingsafdeling vil blive gradvist nedtrappet, og alle berørte medarbejdere vil blive tilbudt fortsat ansættelse indtil udgangen af 2011. Nokias danske salgs- og marketingorganisation vil fortsat være placeret i København, skriver Nokia.