I 2011 falder olieproduktionen i nordsøen. Dermed kan vi se enden på de oliemillarder, der har været en stor kilde til velfærd gennem de seneste mange år.
Teksten står at læse i statsministerens annoncekampagne, der har været trykt i flere af landets store aviser.
Kun udvundet halvdelen
Men helt så slemt står det slet ikke til, mener Niels Aage Giversen, formand for Offshore Center Danmark.
- Der er jo ikke uendelige mængder olie i Nordsøen, men jeg synes, at statsministeren strammer den. Vi har udvundet cirka halvdelen af den olie, det kan betale sig at udvinde, siger han til Jyllands-Posten.
Interessen intakt
Olieselskaberne viser da også fortsat stor interesse i de danske oliefelter.
- Det virker som om, at der er stor interesse for Danmark, og man ser store investeringer i øjeblikket, fortæller Peter Helmer Steen, direktør for Nordsøfonden, som er statens olie- og gasselskab.
V: Sidder med ansvaret
Venstre påpeger, at det kræver ny teknologi, hvis man skal udvinde olien mere effektivt fra havbunden.
- Det er da kun glædeligt, hvis fremtidig teknologi gør det muligt, at vinde mere olie op fra Nordsøen. Men når vi sidder med ansvaret for Danmarks fremtidige økonomi, så kan vi jo ikke basere vores beregninger på teknologi som måske eller måske ikke, vil blive opfundet i de kommende år. Grafen i vores annoncer afspejler den virkelighed, som vi kender i dag, skriver Venstres politiske ordfører Peter Christensen i en mail til DR.