Banker uddeler kæmpe bonusser

Danmarks tre største banker vil give ekstraordinært store bonusser til nogle ansatte. Handelsbanken giver en million kr. i gennemsnit. Bonusser var en årsag til finanskrisen, siger ekspert.

Bankerne siger, at bonusfesten skyldes et opsving på de finansielle markeder.

På trods af store tab og kriselån fra staten betaler mange banker i Danmark snart ekstraordinært store bonusser til et udvalg af ansatte.

I Handelsbanken kan et par hundrede ansatte forvente næsten at få fordoblet deres bonus til mere end 1 mio. kr. i gennemsnit, skriver Jyllands-Posten.

100.000 kr. i Danske Bank

I landets største bank, Danske Bank, har den gennemsnitlige medarbejder i handelsafdelingen Danske Markets udsigt til at få 100.000 kr. ekstra i samlet løn.

Også i landets næststørste bank, Nordea, er der udsigt til bonusfest. Banken har indtil videre sat 1,8 mia. kr. af til bonusordninger, hvilket er en stigning på 45 pct. i forhold til samme periode året før.

Årsag til bankkrisen

Ifølge en ekspert var bonusordninger netop med til at skabe bankkrisen herhjemme.

- Bonusaftaler kan have stor indflydelse på, at nogle banker tager for store risici. Det var bl.a. tilfældet i Roskilde Bank, hvor direktøren havde en interesse i at pumpe bankens aktiekurs op, siger professor Per H. Hansen fra Handelshøjskolen i København (CBS).

Alle tre banker understreger, at bonusfesten skyldes et opsving på de finansielle markeder.