DF: Høj straf til Bagger er forkert signal

Dansk Folkeparti vil have en diskussion af strafferammen for vold og økonomisk kriminalitet - bla. på baggrund af Stein Bagger-sagen.

Formanden for Folketingets Restudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, mener, at en høj straf til Stein Bagger vil sende et forkert signal. (Foto: © scanpix/corbis RF, DR)

Der er lagt op til en rekordhøj straf i sagen mod den tidligere direktør i IT Factory, Stein Bagger.

Hvis Bagger får en dom på 12 års fængsel, sådan som anklageren ønsker, vil den tangere straffen for grove voldsforbrydelser og drab.

I særligt grove tilfælde kan retten idømme en straf, der er en halv gang højere end maksimumstraffen på otte år for økomomisk krimalitet, og det vil sige 12 år.

Forkert signal

Men formanden for Folketingets Restudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, mener, at en høj straf til Stein Bagger vil sende et forkert signal.

- Isoleret set er dommeren nødt til at se på, hvad der kommer af materiale fra anklager og forsvarer. Er der krav om høj straf og er beviserne til stede, så giver man selvfølgelig den straf der er nødvendig. Men i forhold til vold og voldtægt ser det ud til, at kriminalitet, der involverer penge, straffes forholdsvis højere, og det er et generelt spørgsmål som vi er nødt til at kigge på på Christiansborg, siger Peter Skaarup.

Til gengæld mener næstformand for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup fra SF, at Bagger-sagen vil være det rigtige sted at kræve en forhøjet straf.

- Det vi hele tiden skal huske på er, at anklagemyndigheden skal have afprøvet, hvad vores straffelov kan bruges til. Og efter hvad jeg har læst om Stein Bagger, er det jo en af de helt, helt grove sager. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en lignende sag, siger Anne Baastrup til P1 Business.

Hvad synes du om, at politikene udtaler sig om dommen, inden den er faldet?

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532ef85b6187a20a446ce889