Stort boom for efteruddannelser

Krisen har givet blanke ordrebøger og dermed masser af tid, og det betyder, at mange flere søger efteruddannelse.

Op mod 20 procent flere søgte efteruddannelse sidste år. Finanskrisen har nemlig givet os mere tid til at dygtiggøre os. (© Stock.xchng)

Med finanskrisen er der kommet en del huller i virksomhedernes kalender - og det kan mærkes på efteruddannelserne.

I 2008 var der 15-20 procent flere, der tog på efteruddannelse, og tendensen ser ud til at fortsætte i år, siger uddannelsesdirektør i Undervisningsministeriet, Villy Hovard Pedersen.

Alle typer søger

Chefkonsulent for efteruddannelserne i Horsens, Jørgen Jensen, kan da også mærke en helt anden interesse end tidligere, hvor han havde svært ved at sælge efteruddannelser til virksomhederne.

- Vi fik det samme svar overalt. Vi har ikke tid. I kan komme igen, når vi ikke har så meget at lave, siger han.

Nu er der knap så meget at lave, og det betyder altså, at der er kommet gang i skolebøgerne.

- Vi får folk ind med alle mulige baggrunde. Folk, der aldrig før har været ramt af ledighed, folk der skal have nogle hurtige færdigheder, og så folk der skal have noget basalviden frisket op, siger Jørgen Jensen.

Et skridt videre

En af dem, der har søgt efteruddannelse, er Tom Bollinger Liboriussen. Normalt arbejder han i sit en-mands-firma, men i øjeblikket er der ingen opgaver, så derfor har han sat sig tilbage på skolebænken

- Jeg skal dygtiggøre mig. Det er det, de kræver i dag, og hvis du kan dygtiggøre dig selv, jamen så er du jo et rigtigt godt skridt videre, fortæller han.