- Eurozonen er knækket midt over. I nord går det godt, i syd har de store økonomiske problemer. det siger chefanalytiker Anders Matsen fra Nordea.
PIGS-landede kaldes de håndligt, en forkortelse for Portugal, Italien, Grækenland og Spanien, der alle har lav vækst og ganske store underskud på betalingsbalancen - og rekordstor inflation inden for euro-zonen.
Tre gange værre end 80'er Danmark
Værst ser det ud i Grækenland, hvor underskuddet nærmer sig 15 procent af bruttonationalproduktet. Da det så aller værst ud i Danmark - dengang i midten af 1980'erne, hvor vi ifølge medierne var på vej mod afgrunden på første klasse - var vores underskud kun på omkring 5 procent.
I både Grækenland, Portugal og Spanien gik ellers så godt for i 1990'erne og da euroen blev indført. Alle tre lande oplevede en stor økønomisk vækst - men pludselig knækkede filmen først for Portugal, der i 1995 havde fine tal på betalingsbalancen over for udlandet - i dag er der et underskud på hele 12 procent.
I Italien har der aldrig været et lignende boom, italienerne kan blot tilskrives den tvivlsomme ære, at de år efter år har en af euro-zonens dårligste økonomier.
Og det har vi set før. Og sydeuropæernes svar har altid været devaluering af liren og pesatasen - altså en nedskrivning af valutaen, så landets varer og arbejdskraft pludselig var billigere over for nabolandede.
Ingen vej uden om...
Men det redskab er umuligt nu for regeringerne i Rom, Madrid, Lissabon og Athen. I stedet må de igennem krisen på den hårde måde - lige som Tyskland, der først er ved at komme sig ovenpå genforeningen nu, netop har været det. det vurderer både Anders Matsen fra Nordea og Peter Birch Sørensen, der er økonomisk overvismand.
Og så kan PIGS-landene faktisk lære en del fra det danske arbejdsmarked, forklarer Peter Birch Sørensen, der er økonomisk overvismand.
- De mangler den fleksibilitet, som vi har, hvor det er nemt at hyre og fyre folk. Det betyder, at man hurtigt kan flytte folk derhen, hvor arbejdet er. Det kan de ikke i Sydeuropa. Og det gør dem meget sårbare overfor globaliseringen, siger han.