OECD: Danmark står over for skarp nedtur

Overophedningen af dansk økonomi er en realitet og vil i de kommende år sende væksten på retur, spår OECD. Eneste mulighed for at undgå nedturen er at stramme finanspolitikken.

I 2009 vil Danmark have den laveste vækst blandt OECD's 30 medlemslande.

I 2009 vil Danmark have den laveste vækst blandt OECD's 30 medlemslande. Overophedningen er en realitet, og regeringen står mellem to valg: at stramme finanspolitikken eller at acceptere recession.

Det er den halvårlige prognose fra industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der tegner det dystre billede af danske økonomi.

Dansk OECD-medlem advarer regeringen

I et interview med dagbladet Børsen i forbindelse med offentliggørelsen af prognosen vurderer Jørgen Elmeskov, som er den højst placerede dansker i OECD og tidligere medlem af Velfærdskommissionen, at tegnene på en økonomisk overophedning af dansk økonomi i dag er så tydelige, at regeringen står ved en skillevej.

- Når man som Danmark ikke har nogen selvstændig pengepolitik, er der kun to muligheder. Stram finanspolitikken, eller acceptér den hårde tilpasning, hvor konkurrenceevnen forværres så meget, at væksten svækkes og inflationen bremses. Det er ikke nødvendigvis behageligt, siger Jørgen Elmeskov til Børsen.