Flere bliver førtidspensioneret på grund af stress

Antallet af stressede danskere stiger kraftigt, og mange rammes i sådan en grad, at de bliver førtidspensioneret. Diagnosen psykiske lidelser var årsag til 43 procent af alle førtidspensioner i første kvartal. Mange yngre blandt de ramte.

Antallet af stressede danskere stiger kraftigt, og mange rammes i sådan en grad, at de bliver førtidspensioneret. (Foto: © AP, AP Graphics)

Danskerne bliver mere stressede, og mange rammes i sådan en grad, at de ikke længere kan blive på arbejdsmarkedet.

I første kvartal var diagnosen psykiske lidelser, som omfatter stress og depression, årsag til 43 procent af alle førtidspensioner. For fire år siden var de blot årsag til 34 procent af de samlede førtidspensioner.

Hos forsikringsselskaberne sætter de mange stressede danskere deres spor i regnskaberne. For eksempel er erstatningerne på grund af diagnosen stress og depression øget med 50 procent på tre år, skriver Berlingske Tidende.

Yngre får også hjerneblødninger

- Det er en meget markant stigning. Vi kan se, at de ramte kunder bliver yngre og yngre, og vi kan se, at selv unge mennesker i 30'erne i stigende grad får hjerneblødninger, siger direktør for livsforsikring i Topdanmark, Jan Hoffmann.

Tendensen er den samme hos Danica Pension. Erstatningerne stiger, og der er flere yngre blandt de sygdomsramte.

Direktør Jeanett Bonnichsen fra Center for Stress mener, at virksomheder og medarbejdere skal være mere opmærksomme på stress.

- Det at blive stresset er noget, der kommer snigende, og derfor er det ikke nok at regne med, at den enkelte selv tager ansvar. Der skal også tages ansvar på ledelses- og teamniveau, siger hun til Berlingske Tidende.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:533d92326187a2081cd5cd7a